Real Madrid fastholder superstart
På trods at titlen 'topkamp', så havde et særdeles velspillende Real Madrid ingen nævneværdige problemer med at slå Athletic Club i søndagens middagskamp direkte fra Bernabéu. 3-1 endte løjerne i kamp, hvor Isco fra både klods hold og på langskud samt Cristiano med et kraftfuldt hovedstød stod for hjemmeholdets mål. Ibaí Goméz scorede for de rød/hvide gæster.
Udover de dejlige tre point er der masser af positive ting at tage med fra kampen. Således lignede spillet for første gang i sæsonen noget med en decideret plan, og det blev gradvist tydeligere, at aktørerne efterhånden har forstået tankerne bag Ancelottis spilkoncept. Det var i flere perioder af kampen en decideret fryd at nyde madrilenernes spil, hvor det kun var manglende skarphed i de afsluttende situationer, som forhindrede en større sejr.
Retfærdigvis må det også siges, at Real Madrids spillere valgte at spille en smule mere henholdende, som kampen skred frem, men det var tydeligt, at Ancelottis udvalgte sagtens kunne have strammet skruen, hvis det viste sig nødvendigt. Det gjorde det bare aldrig, dertil var forskellen i kvalitet mellem Athletic og Real Madrid simpelthen for markant.
Af samme grund var det også uhyre ærgerligt, at man tillod sig at tage en blunder mod slutningen af kampen, hvorfor Ibaí Goméz med største lethed kunne reducere.
Særligt leverede Modric en fremragende præstation, og kroaten ligner en fremtidig Real Madrid profil, der er ved at vise, hvorfor han var en af de absolutte stjerner i Premier League, da Madrid valgte at købe ham. Gang på gang startede de offensive aktioner fra Modric' fødder, der mere end en gang satte godt spillende Isco i scene.
Også Arbeloa leverede godt, og det vil ovenpå middagens kamp være svært at tage kritik af ham rigtigt seriøst – ofte var backen i centrum med gode aktioner, både defensivt og offensivt. Det var en fryd at se, og man kan ikke udelukke, at ankomsten af konkurrenten Carvajal har fået landsholdsspilleren til at oppe niveauet.
Generelt var den madrilenske defensiv et herligt bekendtskab, hvor baglinjen – fraregnet reduceringsmålet - lukkede klogt ned i løbet af kampen.
Dermed fik Real Madrids nye førstekeeper Diego Lopéz også en rolig dag i målet, hvor han kun ved få lejligheder blev testet – hver gang med et sikkert indgreb som modsvar.
I løbet af kampen fik tilskuerne på Bernabéu mulighed for at sige hej til indskifterne Casemiro, Jesé og Carvajal, som alle leverede et hæderligt indhop. Særligt Jesé havde ved mere en lejlighed muligheden for at gøre sig selv til målscorer.
Med sejren bibeholder Real Madrid maksimumpoint og har dermed lagt fuldt pres på de øvrige konkurrenter i ligaen.
Real Madrid – Athletic Club de Bilbao 3-1 (2-0)
1-0 Isco (26. min.), 2-0 Cristiano (45. min.), 3-0 Isco (72. min), 3-1 Ibaí (79. min)
Advarsler:
Real Madrid: Khedira
Athletic Club de Bilbao: Gurpegi, Beñat
Dommer: Clós Gómez
Real Madrid: Diego López – Marcelo (86. min, Carvajal), Ramos, Pepe, Arbeloa – Khedira (67. min, Casemiro), Modric – Cristiano, Isco, dí María – Benzema (73. min., Jesé)
Athletic Club: Iraizoz – Balenziaga, Laporte, Gurpegi, Iraola – Beñat, Rico (46. min, De Marcos), Iturraspe (46. min, Morán) – Muniain (66. min, Ibaí Goméz), Susaeta, Aduriz
| 3 | Diego López | |
| 3 | Marcelo | |
| 3 | Ramos | |
| 3 | Pepe | |
| 4 | Arbeloa | |
| 5 | Modrić | |
| 5 | Isco ![]() ![]() | |
| 3 | Khedira | |
| 4 | Marcelo | |
| 3 | Di María | |
| 3 | Casemiro | |
| 3 | Cristiano Ronaldo ![]() | |
| 3 | Benzema | |
| 3 | Jesé |

