Cope: Pérez vil have Xabi Alonso-Arbeloa som afløsere for Ancelotti

Carlo Ancelottis fremtid i Real Madrid er fortsat uvis og i brasiliansk presse går der forlydender om, at Real Madrid har givet ham lov til at forhandle om jobbet som brasiliansk landstræner.

Og ifølge spanske Cope har Florentino Pérez allerede udpeget favoritterne til at overtage for italieneren, hvis han ikke er træner i den kommende sæson.

Real Madrid-præsidenten ser således gerne, at de to nære venner, Xabi Alonso og Álvaro Arbeloa, går sammen i et team, hvor førstnævnte bliver træner, mens Arbeloa skal fungere som assistent.

Xabi Alonso er i øjeblikket træner i Leverkusen, hvor han gør det særdeles overbevisende, mens Arbeloa har imponeret stort i La Fábrica, hvor hans Juvenil A-hold netop er kåret som regionsvindere og også har vundet Copa del Rey.

Seneste artikler...