Real Madrid i titelforsvar til International Champions Cup
Til sommer deltager Real Madrid som et led i opstartssæsonen for anden gang i den tungt besatte turnering International Champions Cup i USA. Klubben får dermed mulighed for at forsvare titlen, som de vandt i sommers, hvor José Mourinhos Chelsea blev slået med 3-1 i finalen.
International Champions Cup finder sted fra d. 26. juli til d. 4. august, og der er prominente modstandere i vente, idet Manchester United, Inter Milan, AC Milan, Roma, Liverpool, Manchester City og Olympiakos alle har meldt deres ankomst.
Der er store forventninger til turneringen, da den, udover deltagelse fra nogen af verdens største klubber, vil være en af de største og mest omfattende i USA. Således er hele ti spillesteder bekræftet på nuværende tidspunkt: Charlotte, Chicago, Dallas, Denver, Miami, New York, Philadelphia, Phoenix, Pittsburgh og Washington DC. Finalen spilles d. 4. august på Sun Life Stadium i Miami, og her får Cristiano Ronaldo forhåbentligt mulighed for at vise sig frem for sine mange millioner fans i USA.
