Optakt: Manchester City - Real Madrid, CL-semifinale, 2. kamp

Real Madrid spiller i aften sæsonens vigtigste kamp, når man gæster Etihad Stadium til returopgøret i CL-semifinalen mod Manchester City.

Første opgør endte 1-1 og dermed er alt åbent i aftenens opgør, hvor der ikke på forhånd kan udpeges en klar favorit. Nuvel, Manchester City har en lille fordel af at være på hjemmebane, men de er trods alt oppe mod Real Madrid, Kongerne af Europa, som ved præcis hvordan disse kampe skal spilles og som kan lave mål ud af ingenting.

Det første opgør i Madrid viste et hjemmehold, som forstod at lukke ned for forsyningslinjerne mellem Gündogan/De Bruyne og Haaland og det bliver givetvis en afgørende faktor igen i aften, hvor der til det sidste er spænding om, hvorvidt Carlo Ancelotti kører med samme makkerpar i det centrale forsvar, Rüdiger og Alaba, eller om Eder Militao kan spille sig tilbage i startopstillingen, hvor han har været gennem stort set hele sæsonen.

Manchester City er vant til at kunne tromle over det meste i den engelske Premier League, men i aften skal man givetvis finde nye veje for at komme i finalen, som man har været så tæt på mange gange, men har manglet det sidste kølige overblik. Første kamp i Madrid viste, at Manchester City er ved at få den europæiske erfaring, som gør at holdet kan gå hele vejen og får Manchester City muligheden for at sprudle, er det da også et ganske modbydeligt hold at stå over for.

Der ventes ikke de store ændringer i de to startopstillinger fra første kamp, for de viste egentlig at de to holds trænere, Ancelotti og Guardiola, havde sat deres hold rigtigt op og det kan sagtens blive et opgør akkurat som i den spanske hovedstad, hvor det bliver marginalerne, som afgør hvilket af holdene, der skal booke billetter til Istanbul og til finale-mødet mod italienske Inter.

Derfor venter der givetvis også et af de mest spændende opgør overhovedet i årevis på Etihad Stadium, når Europas to stærkeste hold står over for hinanden. Der er masser af kampe i kampen, såvel på som uden for banen.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Alaba, Rüdiger, Camavinga, Kroos, Modric, Fede Valverde, Rodrygo, Vinícius, Benzema.

Seneste artikler...