Optakt: Real Madrid – Getafe, LaLiga, 4. spillerunde

Real Madrid spiller i dag holdets første kamp i sæsonen hjemme på Estadio Santiago Bernabéu. De første tre kampe er ligesom i sidste sæson blevet spillet på udebane grundet arbejdet med at få det nye Bernabéu klar hurtigt muligt, og i dag bliver det Getafe, der for første gang i sæsonen skal krydse klinger med Bellingham og co. i løvens egen hule.

Det er ikke tilfældigt, at unge Bellingham her bliver nævnt som frontfiguren i sæsonens Real Madrid hidtil. Englænderen har scoret i samtlige kampe, det vil sige fire af holdets seks mål, og han har generelt taget klubben til sig som en soleklar kontrast til andre storindkøb i Real Madrid de senere år. Kun Vinícius og Rodrygo er ellers også kommet på tavlen, men den førstnævnte er ude i omkring en måned med en muskelskade, mens Rodrygo, der ellers har forsøgt sig med en masse i de indledende kampe, ikke har scoret siden første spillerunde og senest brændte et straffespark imod Celta Vigo. Her kan det som en parentes bemærkes, at Ancelotti på gårsdagens pressemøde end ikke nævnte ham som fremtidig straffesparkstager, idét italienerens liste her hed Joselu, Modric, Vinícius i den rækkefølge.

Når det er sagt, kan Rodrygo sagtens vise sig at være en vigtig brik i dagens kamp. José Bordalás’ Getafe-hold praktiserer vanen tro en defensiv og aggressiv form for fodbold, og derfor kan det blive vigtigt med en spiller som Rodrygo, der lykkedes med otte driblinger på ti forsøg imod Celta. Uanset hvad er Ancelotti alligevel tvunget til at spille med ham, eftersom alternativerne hedder Joselu, Brahim Díaz og Gonzalo fra Castilla. Her handler det altså om, hvorvidt man ønsker en stor, stærk angriber til at byde Getafe-forsvaret op til kamp, eller om man satser på spillet mellem kæderne – og i den forbindelse skal det også blive spændende at se, om Kroos eller Modric kan få en startplads for at værne om spilkontrollen og måske have det sidste skud kreativitet, som det kræver, hvis man vil åbne for Getafes betondefensiv.

Det lykkedes dog for Girona, der slog Getafe med 3-0 i anden spillerunde, men ellers har de fleste formentlig hørt om Getafes første kamp i sæsonen mod Barcelona, hvor Barcelona-spillerne lod sig provokere og aldrig formåede at få sparket kuglen i kassen. Og netop det er mere klassisk Getafe. Real Madrid vandt begge interne dyster i sidste sæson, men begge gange var det med 1-0, og det ene mål kan blive ligeså dyrebart her til eftermiddag. Det er målene, der bliver skreget op som Real Madrids helt store problem i denne sæson grundet den tyndt besatte offensiv, så igen må vi krydse fingre for Bellinghams målnæse, Rodrygos magi eller et af de mere sjældne mål fra andre steder på banen.

Ser man på statistikkerne bør Real Madrid dog have gode chancer for at gå til landsholdspause med fuld gevinst fra de første fire kampe. Real Madrid har vundet de seneste 13 hjemmekampe over de sidste 15 år imod Getafe, mens vi skal tilbage til 2018 for at finde det seneste Getafe-mål på Bernabéu. Om det har noget som helst at sige, må vi vente med at se til klokken 16:15, når kampen imod Getafe fløjtes i gang. Kampen kan ses på Tv2 Sport X.

Real Madrids forventede hold: Kepa, Carvajal, Rüdiger, Alaba, Fran García, Modric, Tchouaméni, Camavinga, Bellingham, Rodrygo, Joselu

Seneste artikler...