4.487 dage mellem Joselus to mål for Real Madrid på Bernabéu
Joselu havde som bekendt allerede to kampe for Real Madrids førstehold under bæltet, inden denne sæson startede, men lørdag var alligevel en særlig dag for den 33-årige angriber. Det var nemlig første gang, at han startede på banen i løbet af de i alt seks kampe, han er noteret for.
Joselu blev nemlig skiftet ind i sæsonens første tre kampe, og indskifterrollen havde han også for tolv år siden, hvor han fik to indhop under José Mourinho. Samtidig var det blot anden gang, at han spillede for Real Madrid på Santiago Bernabéu - 4.487 dage er der imellem de to kampe for Joselu. Vi skal nemlig tilbage til den 21. maj 2011, hvor Mourinho skiftede ham ind i stedet for Karim Benzema i det 84. spilleminut, hvorefter han tre minutter senere scorede det ottende mål i 8-1-sejren over Almería.
Efter Benzemas afgang denne sommer er der ingen spillere i den nuværende trup, der var på holdet, da Joselu for første gang scorede på Santiago Bernabéu. Den nuværende anfører, Nacho, var dog ligesom Joselu på det Castilla-hold, der endte med at rykke op i den sæson, og tolv år senere var de altså begge på banen, da Jude Bellingham sikrede 2-1-sejren over Getafe med et sent mål i sin første kamp på Bernabéu.
