Real Madrid Femenino indledte sæsonen med sikker sejr

Real Madrid Femenino fik en god start på sæsonen, da man med en uges forsinkelse kom i gang med Liga F. På udebane slog man uden problemer Valencia med 0-2.

Real Madrid Femenino fik en fremragende start på opgøret, da Athenea allerede i det første minut dukkede op ved fjerneste stolpe og sendte Linda Caicedos indlæg i nettet.

Dermed var kimen lagt til en stille dag på kontoret og Real Madrid Femenino-dominansen fortsatte da også, anført af en veloplagt Linda Caicedo, men også danske Signe Bruun fik gjort sig bemærket med to gode afslutninger omkring den halve time.

Valencia kom lidt bedre med mod slutningen af halvlegen og bedste forsøg kom fem minutter før tid, men voldte dog ikke Misa de store problemer.

Efter pausen var Signe Bruun igen tæt på, da hendes hovedstød ramte stolpen efter otte minutters spil. Hun blev skiftet ud efter en times spil sammen med målscorer Athenea og det gav debut til australske Raso, som hurtigt var tæt på at øge Real Madrid Femeninos føring.

Også kvinden bag Spaniens VM-triumf, Olga, var tæt på scoring, men hendes forsøg blev reddet. Hun var dog med i opspillet til 0-2, da Toletti fik afsluttet på hendes oplæg. Forsøget blev dog reddet af Enith i Valencia-målet, men Feller var over riposten og fik scoret til 0-2.

Dermed fik Alberto Torils tropper en god start på sæsonen med en sejr i det, der er anden spillerunde i Liga F.

Real Madrid Femenino: Misa, Teresa, Rocío, Toletti (K. Robles, 75’), Olga, Bruun (Feller, 60’), Weir, Oihane (Zornoza, 75’), Kathellen, Linda C. (Møller, 88’) og Athenea (Raso, 60’).

Seneste artikler...