Ancelotti: Er fuldt ud bevidst om Kroos og Modric' kvalitet

Real Madrid spiller i morgen aften den første kamp efter landsholdspausen, når Real Sociedad gæster Estadio Santiago Bernabéu. Traditionen tro har Carlo Ancelotti i den anledning mødt pressen til en snak om kampen, og her sagde han i overordnede termer om den forestående opgave:
- I morgen vil jeg sætte det bedste hold; det er en vigtig kamp mod en vigtig modstander. Landsholdsspillerne er vendt tilbage i god form og med større motivation og entusiasme efter at have scoret mål og have spillet gode kampe. De er tilbage i god form.

Om Bellingham, der endnu ikke har spillet en officiel Real Madrid-kamp uden at score:
- Han bedømmes ud fra, hvad han præsterer på banen, og han gør det godt. Han var ikke særlig kendt, da han spillede i den tyske liga og havde ikke den rolle, han har nu. Han spiller i en vigtig liga og for en vigtig klub. Han gør det rigtig godt, og det overrasker mig ikke. Han er meget seriøs, fokuseret og professionel. Jeg tror ikke, han mister hovedet, hvis nogen taler godt om ham. Han har evnen til at komme godt med i modstanderens straffesparksfelt og udgøre en trussel. Vi talte om det i optaktssæsonen, og han trives i den rolle. Han er stabil og har en god fysik. Jeg ved ikke, hvor mange mål han kan score, men han skal bibeholde denne kontinuitet, fordi han hjælper os meget i vores angrebsspil.

Om Vinícius:
- Jeg kender ikke den præcise dag, han vender tilbage. Han kommer sig godt, og vi ønsker ikke at presse hans genoptræning. Han kommer sig fint, og han øger arbejdsbelastningen. I den næste uge vil han træne med holdet, og så ser vi. Jeg tror, han vil komme tilbage før de seks uger, der er blevet sagt.

Om Ceballos og Mendy:
- Ceballos vil være med i truppen, men Mendy skal fortsætte med sin plan, fordi han ikke er 100% fit og har haft mange skader. Jeg tror, at han vil være i truppen på onsdag (mod Union Berlin, red.)

Om Carvajal, Rüdiger, Alaba og Valverde, der alle har været med landsholdene:
- De er klar til at spille, men jeg vil ikke tale om startopstillingen. De er i optimal form til at spille, ligesom de andre, der har været med deres landshold. Vi har mange kampe, og jeg vil rotere lidt mere i forhold til de første kampe. Mange flere spillere vil være til rådighed og bidrage.

Om Modric’ situation:
- Da han fornyede sin kontrakt, var alle glade, inklusive ham selv. Men hans rolle har ændret sig i de seneste kampe, fordi han kun er startet inde i én kamp. Nu får han mere spilletid og vil fortsat være vigtig, som han har været de seneste år. Jeg har talt med ham om det. I denne periode, hvor vi spiller en kamp om ugen, har jeg forsøgt at give de unge spillere mere spilletid for at se, hvad de kan bidrage med. De har gjort det godt, og jeg er overbevist om, at truppen er meget konkurrencepræget og af høj kvalitet. Jeg behøver ikke give minutter til Modrić og Kroos for at vide, hvad de kan bidrage med; det er jeg allerede helt klar over. De får måske færre minutter i år i forhold til sidste sæson, fordi vi har enestående spillere bag dem.

Seneste artikler...