Referat: Real Madrid – Almería 3 – 2, LaLiga, 21. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid hentede her til eftermiddag tre hæslige point, da man hjemme på Bernabéu fik 3-2 imod LaLigas absolut dårligste hold, Almería efter et væld af VAR-kendelser og en sen overtidsscoring.

 

Inden kampen løftede Nacho det spanske Super Cup-trofæ, men det skulle vise sig at være Real Madrid-anførerens højdepunkt på dagen. Der var nemlig blot spillet omkring et halvt minut, da han sendte en bold direkte i fødderne på en fremadstormende Almería-spiller, og efter et fint kontraangreb, hvor Tchouaméni heller ikke demonstrerede en Casemiro’sk sans for at dække af for dybdeafleveringerne, fik Ramazani sparket bolden forbi Kepa, der heller ikke fyldte meget i målet.

Så skulle man tro, at Real Madrid kom op i gear, for inden kampen var der lagt op til en storsejr imod et Almería-hold, der ikke har vundet en eneste ligakamp i sæsonen. Men det var ingenlunde, hvad der skete. I stedet blev det kun til et par komplet harmløse langskud fra Kroos og en række indlæg fra Vinícius, Carvajal og Bellingham uden nogen at sigte efter inde i feltet. I stedet fik man endnu en mavepuster, da Almería kunne bringe sig på 2-0 på et vildt langskud af Edgar González, efter Nacho havde clearet en bold direkte i fødderne på Almería-spilleren.

Dermed sluttede en første halvleg, hvor Real Madrid trods 74% boldbesiddelse ikke var kommet til det fjerneste og end ikke havde haft et skud inden for rammen.

Ancelotti viste handlekraft i pausen, hvor han tog Rodrygo, Nacho og Mendy ud til fordel for Fran García, Joselu og Brahim. Og med det samme var det et Real Madrid-hold med en helt anden energi. Fra at have haft fem skud, heraf nul på mål i første halvleg, gik man til i anden at afslutte 13 gange med seks forsøg inden for rammen. Samtidig steg XG’en fra 0.15 til 2.53, og det kastede heldigvis tre scoringer af sig.

Kønt var det dog ikke, og VAR skulle på tre afgørende tidspunkter gå Real Madrids vej. Første gang var efter 55 minutters spil, hvor et indlæg dumpede ned på armen af Kaiky, der dermed begik et straffespark, som Bellingham scorede på. Få minutter senere fik Almería slået igen på et kontraangreb, hvor Arribas kunne score til 3-1, men da Bellingham tidligere i spilsekvensen fik en arm i ansigtet, blev målet korrekt annulleret.

Mere kontroversielt var det, da Real Madrid fik udlignet til 2-2. Tchouaméni svingede et indlæg ind i feltet, hvor Vinícius fik dirigeret bolden i kassen. Det så ud til, at bolden var langt nok nede af armen til at være en forseelse, men ved brug af VAR blev det noget tvivlsomt vurderet til at være en lovlig scoring til 2-2.

Real Madrid havde flere chancer mod slutningen af kampen, og især Bellingham spillede sig op i anden halvleg. Englænderen fik også sparket bolden i mål til 3-2, men målet blev korrekt annulleret grundet en offside på Fran García i opspillet. Bellingham skulle dog alligevel ende med at blive afgørende. Han stod nemlig for det smukke oplæg til Carvajal, da han med en hovedstødsaflevering fandt den utrættelige højreback bagerst i feltet, som kunne sparke bolden det sidste stykke i kassen til en enorm jubel på Bernabéu i det 99. minut. Helt symptomatisk for dagen sluttede det kaotisk med kontrachancer i begge ender og et hjørnespark til Almería, men heldigvis sluttede det med 3-2 til Real Madrid efter en skuffende indsats og en alt for dramatisk affære.

Kampens badebold: Det kunne reelt have været hele holdet på baggrund af første halvleg. Det var dog kun Nacho, Rodrygo og Mendy, der ikke fik chancen for at gøre det bedre i anden. Det var pivelendigt fra dem alle tre, men lad os bare give dem til Nacho, der var direkte impliceret i begge Almería-scoringer. Og så endda med anførerbindet på armen.

Kampens spiller: Det kan kun være Bellingham. Når man sidder hjemme i sofaen og raser over det elendige og dovne spil, et det fantastisk at se hans ukuelighed og endeløse kampgejst. Og så ender han også med både et mål og en assists som supplement til det simple faktum, at han ganske enkelt var den klart bedste fodboldspiller på banen i dag.

Perspektiver mod kommende kampe: Forhåbentlig bliver den kommende uge brugt på at få fokus tilbage på ligaen og gjort en gevaldig omgang selvransagelse. Man får ikke nemmere kampe i ligaen i resten af sæsonen end den i dag, og på lørdag skal man kunne klare sig uden en karantæneramt Bellingham imod Las Palmas.

Seneste artikler...