Ancelotti: Carvajal, Camavinga og Mendy kan erstatte Rüdiger

Sæsonens fjerde Derbi venter i morgen aften, og her følger de vigtigste nedslag fra Carlo Ancelottis pressemøde tidligere på dagen.
1. Rüdiger og de tvivlsomme alternativer
Det gav dybe panderynker, da Antonio Rüdiger kom uheldigt afsted med en tackling på Greenwood imod Getafe. Tyskeren måtte lade sig udskifte i pausen, og det har naturligvis været et tema i spansk presse, hvad man skal stille op, hvis ikke han bliver klar. Rüdiger er dog med i truppen, og Ancelotti sagde følgende om sagen:
- Han har fået det meget bedre de sidste par dage. Jeg håber på samme forbedring mellem i dag og i morgen. Det er et slag på en muskel. Han vil være med i truppen, og i morgen vil jeg beslutte, om han skal spille eller ej.
Vi skal også lige have Ancelottis tanker om en eventuel erstatning med:
- Camavinga kan også spille som midterforsvarer. Han spiller meget hurtigt med bolden, og han er hurtig og stærk i duellerne. Jeg har også mulighederne Mendy og Carvajal. Jeg har tillid til alle tre muligheder, og jeg tror, de kan gøre det rigtig godt i morgen. Arbejdet som midterforsvarer er det nemmeste i fodbold, fordi du skal bruge hovedet mere end din energi.
Det er naturligvis godt nyt, at Rüdiger ikke er udelukket til morgendagens kamp. Og heldigvis er der en hel uge til kampen efter imod Girona, så han kan komme sig helt. Omvendt er det bekymrende, hvis ikke tyskeren bliver klar, selvom Ancelotti udviser en nærmest rørstrømsk loyalitet over for klubben og sine spillere ved at blive ved med at fremstå glad og tilfreds med sine alternativer. Personligt skal jeg ikke nyde noget af, at se en af de tre nævnte spillere ved siden af Nacho i 90 minutter imod Atlético Madrid… så lad os blot heppe på og krydse fingre for Rüdiger.
2. ’Vi skal takke Modric for alt’
Luka Modric fik 90 minutter på banen imod Getafe efter ikke at have spillet et minut imod hverken Almería eller Las Palmas. Det er stadig et tema, at kroatens betydning på førsteholdet er dalende, og Ancelotti gav følgende besyv med:
- Det er meget svært at sætte professionelle på bænken, der træner og arbejder godt, især spillere, der har og fortsætter med at præge en æra. Vi skal takke for alt, hvad han har gjort her. Jeg træffer beslutningen på et professionelt niveau, og længere er den ikke. På et personligt niveau er det det sværeste, og det påvirker dig meget.
Selvom Modric til et par ture med landsholdet har udtrykt sin ærgrelse over at spille mindre end tidligere, er det ikke umiddelbart fordi, dette tema tager sit afsæt i internt drama i klubben eller mellem Modric og Ancelotti. Begge parter udtrykker sig altid med stor respekt for den anden part, men Ancelottis ovenfornævnte store smerte ved at sætte Modric på bænken vidner blot endnu mere om, at han ser det som en nødvendighed i det store billede. I citatet siger Ancelotti, at vi skal ’takke Modric for alt han, har gjort her’. Det kan meget vel blive noget, der kommer til at blive gentaget, som sæsonen skrider frem, for måske er dette hans sidste halvår i Real Madrid.
3. Flere centerback-kvaler: Fra en nødsituation til en absolut nødsituation
Ancelotti blev spurgt ind til, hvorfor man ikke hentede en ny centerback i januar-vinduet med Militão og Alabas alvorlige skader in mente. Her lød svaret:
- Vi tænkte efter Alabas skade, at Tchouaméni kunne klare det godt som centerback i en nødsituation. Det i morgen er en absolut nødsituation, men kun for én kamp. Desuden vender Militão tilbage før sæsonens afslutning. Det begynder at se rigtig godt ud med ham.
Igen er Ancelottis loyalitet over for Real Madrid-ledelsen decideret morsom. Nu snakker vi ikke længere kun om en ’nødsituation’ men om en ’absolut nødsituation’, fordi Tchouaméni ikke er tilgængelig. En spiller, der ingenlunde kan lide at spille positionen, og som aldrig burde være ønskeløsningen på positionen i et Derbi. Sikke en evne til at se lyset i den dystre centerbacksituation op til så vigtig en kamp. Vi ved først, hvor dyr beslutningen om ikke at hente et alternativ var om et par måneder, men vi kan vist allerede sige nu, at hvis Real Madrid slipper med skrækken, er det kun på grund af Ancelottis evne til at skabe mirakler i en af sine bedste sæsoner på et personligt plan som cheftræner i karrieren.
