Referat: Real Madrid - Sevilla 1-0 LaLiga EA Sports, 26. spillerunde

Real Madrid fastholder forspringet i LaLiga efter en hårdt tilkæmpet sejr på 1-0 hjemme over Sevilla i går aftes.

Der var fra start stor fokus på Sergio Ramos´ tilbagevenden til Estadio Santiago Bernabéu og det blev som forventet med stående klapsalver til den legendariske forsvarer. Inden kampen kunne igangsættes skulle UFC-verdensmesteren Ilia Topuria også lave æressparket fra midten af banen og man holdt også et minuts stilhed til ære for de omkomne ved den forfærdelige brand i boligkomplekset i Valencia, som har kostet adskillige mennesker livet.

 

Selve kampen blev især i første halvleg en lunken omgang, hvor ingen af holdene for alvor kunne sætte sig igennem. Sevilla var tæt på at komme foran efter otte minutters spil, da En-Nesyri pludselig stod fri ved fjerneste stolpe, men han brændte heldigvis den store chance.

Kort efter troede Real Madrid, at de var kommet foran. Indlægget fra Vinícius var sublimt, afslutningen fra Lucas Vázquez var kølig, men i opspillet til scoringen havde Nacho begået et klart frispark og derfor blev scoringen korrekt underkendt.

Det kunne ellers være blevet startskuddet til en større dominans i kampen, men i stedet blev det en halvsløj omgang fra hjemmeholdet, som slet ikke kunne spille sig gennem Sevillas stærke defensiv. Real Madrids tre offensive folk Vinícius, Brahim og Rodrygo har hver for sig store individuelle kvaliteter, men den indbyrdes forståelse er fuldkommen ikke-eksisterende og det kom til at præge opgøret for Real Madrids vedkommende.

Anden halvleg blev en smule bedre for begge mandskabers vedkommende. Real Madrid fik mere styr på spilovertaget, mens Sevilla lurede mere på kontra-angreb og man havde også et par afslutninger, som godt kunne være endt i scoring.

Real Madrid forsøgte og forsøgte, men det var tydeligt, at der manglede en Joselu i straffesparksfeltet til at tage imod de indlæg, der kom fra kanterne. Her var kun Fede Valverde tæt på med en lidt forkølet afslutning, som dog ramte stolpen.

Fra bænken havde Carlo Ancelott ikke de store valgmuligheder med syv mand ude til opgøret, men han fandt dog lidt tryllestøv, da han tog Nacho ud og erstattede ham med Modric. Det betød, at Tchouaméni kunne rykke ned i forsvaret, når det var nødvendigt, men samtidig bevare sine opgaver på den centrale midtbane og det gav Real Madrid mulighed for at lægge et ekstra tryk på Sevilla.

Det gav bonus 10 minutter før tid, da Luka Modric modtog bolden på kanten af feltet og efter et smart træk hamrede bolden i nettet via stolpen til stor forløsning for Real Madrid og Carlo Ancelotti, som netop stod klar til at lade Arda Güler komme i kamp, men scoringen betød at den unge tyrker atter måtte tage plads på bænken, da kampens forløb ændrede sig. Ærgerligt for Güler, men en helt naturlig konsekvens af scoringen.

I stedet kom Ceballos på banen i stedet for en Brahim, mens Ancelotti i stedet valgte Álvaro Rodríguez til at afløse Rodrygo, som ikke gjorde meget væsen af sig i kampen og Real Madrid kunne dermed køre sejren hjem og kan se frem til en uge uden kampe, inden opgøret på Mestalla mod Valencia venter.

Kampens spiller: Luka Modric. Det skyldes ene og alene målet og det faktum, at ingen andre gjorde det store væsen af sig.

Kampens badebold: Den går til en brasilianer og det er lidt hip som hap, men valget falder på Rodrygo, som var en my dårligere end Vinícius og det er også en præstation i sig selv.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: En uge uden kampe og udsigten til, at Carvajal, Camavinga og Jude Bellingham er tilbage til næste kamp, giver lidt øget optimisme, som der trods alt bør være nok af. Real Madrid er på stensikker mesterskabskurs.

Seneste artikler...