Referat: Real Madrid - RB Leipzig 1-1, Champions League-ottendedelsfinale 2. kamp
Real Madrid er videre i Champions League efter 1-1 hjemme mod RB Leipzig, men det holdt mere end hårdt.
På selve Real Madrids 122 årsdag virkede det nemlig som om, at spillerne havde taget for sig af retterne ved fødselsdagsbordet og de lignede mere en flok udkørte børn med kakaoskæg og rigeligt med boller med tandsmør i mavsen end de lignede professionelle fodboldspillere på en mission.
Det gav en uskøn kamp, som kunne være endt i den rene katastrofe, hvis tyskerne havde kendt deres besøgelsestid, for de var flittige gæster på Real Madrids banehalvdel, men deres afslutninger var ofte forkølede.
Real Madrid spillede hele første halvleg uden et eneste forsøg inden for målrammen og tættest på var Vinícius med et mislykket hovedstødsforsøg, som dog strøg lige over mål, men ellers var det småt med chancer for det lidt defensivt opstillede hold, hvor kun brasilianeren og Jude Bellingham var decideret offensive spillere og en tætbefolket midtbane med løbestærke spillere fandt aldrig ind i kampen.
Det er set før, at Real Madrid kommer sløvt ud til kampene, men finder ind i en spilstyrende rytme undervejs, men det lykkedes man aldrig med i går og det frustrerede selvfølgelig spillerne. Særligt og som sædvanligt fristes man næsten til at sige om Vinícius Junior, som ti minutter inde i anden halvleg lod frustrationerne få frit løb, da han først med fuldt overlæg hamrede ind i Willy Orban i en situation, hvor bolden var væk og da Leipzig-spilleren rejste sig, fik han et voldsomt skub, så han igen røg til jorden. Den fuldstændig vanvittige situation blev takseret til et gult kort, men det kommer nok ikke i Real Madrid TV som alle andre dommer-fejl. Forseelsen skulle naturligvis have været takseret til et direkte rødt kort.
De to spillere skulle dog komme i mere positiv fokus kort tid efter.
Først brasilianeren, som sammen med sine holdkammerater også har den evne, at de ud af ingenting kan strø tryllestøv ud over et opgør. Det gjorde man i det 65. minut, da Bellingham erobrede bolden på egen banehalvdel og tog et ryk med bolden over en halv banelængde. Vinícius gik godt med i spillet og krydsede på tværs af banen og modtog en perfekt aflevering ind foran mål og så var det en smal sag at bringe Real Madrid foran. Fortjent? Nej, overhovedet ikke! Magisk? Ja, som bare pokker.
Scoringen betød dog ikke, at Real Madrid fik mere ro på spillet og bare tre minutter efter var den gal i Real Madrids forsvar. Alt for sløset opdækning betød, at Rüdiger måtte parere bolden ud til hjørne, hvilket han jublede voldsomt over. Forsvaret nåede dog ikke at få armene ned, før udligningen kom. Hjørnesparket blev elendigt afværget af Carvajal og så kunne Orban heade afleveringen i nettet til 1-1.
Den rodede affære sluttede med et par nærgående forsøg fra RB Leipzig og særligt Dani Olmos lob på overliggeren i dommerens tillægstid kunne have fuldendt en mørk aften for Real Madrid, men man fik reddet stormen af og er klar til kvartfinalerne.
Kampens spiller: Toni Kroos. Et par vigtige tacklinger og som vanligt højt i afleveringsprocent.
Kampens badebold: Vi lader nåde gå for ret og lader Vinícius slippe for titlen, som han ellers for alvor kunne have gjort sig fortjent til med sin stupide handling, der skulle have givet udvisning. Hans scoring redder ham og i stedet går titlen til Carvajal, som træffer nogle mærkelige og ukoncentrerede beslutninger i forsvaret i øjeblikket.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Bundlinjen er, at man er videre i Champions League og at man slap fra opgøret uden karantæner og skader. Man vil dog fra nu af komme til at møde hold, hvor en indstilling som i går kan komme til at koste dyrt, så lad det være et wake up-call til et hold, som kæmper lidt med at finde det gode spil i øjeblikket.

