Optakt: Real Madrid - Celta, LaLiga EA Sports, 28. spillerunde
Real Madrid kan i aften tage endnu et skridt mod klubbens 36. mesterskab, når Celta Vigo kommer på besøg på Estadio Santiago Bernabéu.
Tager man et kig på statistikken, så bliver der sat tre points mere ind på kontoen, for i de seneste 19 kampe mellem de to hold, har Celta kun formået at spille uafgjort to gange og man skal helt tilbage til 2006 for at finde den seneste Celta-sejr i den spanske hovedstad. På papiret er Real Madrid da også store favoritter.
Men papir kan ind i mellem være taknemmeligt og man skal ikke bare regne med, at Real Madrid problemfrit kører sejren hjem. Dels har man selv siden sejren på 4-0 hjemme over Girona haft mere end svært ved at overbevise og det har holdt hårdt at kæmpe sig til points og dels er man oppe mod et Celta-mandskab med Rafa Benítez i spidsen, som også i øjeblikket må kæmpe hårdt for at holde sig fri af nedrykningsstregen.
Celta må undvære fem spillere til aftenens opgør, men man kan til gengæld glæde sig over, at den rutinerede angriber Iago Aspas er tilbage og han glider med stor sikkerhed direkte ind i startopstillingen. Der er lidt tvivl om, hvorvidt Rafa Benítez vil fastholde formationen 4-4-2 eller om han til aftenens kamp vil spille med fem mand i forsvaret, men under alle omstændigheder skal Real Madrid indstille sig på at møde en kompakt defensiv, som dog vil forsøge at slå til, når og hvis muligheden byder sig og her skal Real Madrid især holde øje med førnævnte Aspas og hans kollega i front, norske Strand Larsen.
Real Madrid har haft svært ved at finde vej til netmaskerne siden sejren på 4-0 over Girona. I de fem kampe siden det opgør har man kun formået at score et mål pr. kamp, hvis man ser bort fra Vinícius´ to mål mod Valencia i sidste uge og det bliver sandsynligvis fra ham, at det meste skal komme i aften.
Rodrygo har overstået sin gode måned pr. sæson og man tør næsten ikke forvente noget fra hans hurtige fødder, for det havner som regel i ingenting. Han får dog sandsynligvis lov til at starte inde sammen med Brahim og han kan forhåbentlig være med til at skabe lidt liv i Real Madrids offensiv.
Carlo Ancelotti planlægger ikke umiddelbart de store ændringer i startopstillingen, men der er dog lagt op til at Luka Modric kommer ind og får en af sine sjældne starter på holdet. Herudover kan der blive roteret på backpladserne.
De to hold plejer at give hinanden gode og intense kampe, så det anbefales at være klar kl. 18.30, når TV2 Sport X viser opgøret fra det tagdækkede Estadio Santiago Bernabéu.
Real Madrids forventede hold: Lunin, Carvajal, Rüdiger, Nacho, Mendy, Tschouaméni, Fede Valverde, Modric, Brahim, Rodrygo, Vinícius.
