Madridista

 
 

9 Castilla-spillere med i Champions League-truppen

Logo Realmadrid 010101

Det er egentlig ikke så usædvanligt, og de plejer da heller ikke at få spilletid, men det er alligevel lidt interessant at se, præcis hvilke akademispillere, der har fået lov at fylde årets Champions League-trup ud.

For ud over hele førsteholdstruppen har Carlo Ancelotti udtaget to målmænd, tre forsvarsspillere, tre midtbanespillere og én angriber fra akademiet. På målmandsposten har 19-årige Fran González, der stod på mål i Castillas seneste kamp, fået en plads sammen med sin jævnaldrende kollega fra Real Madrid C, Sergio Mestre.

I forsvaret er der naturligvis blevet plads til 19-årige Jacobo Ramón, der p.t. er at finde hos førsteholdet i Vallejo og Alabas skadesfravær, samt 21-årige Raúl Asencio, der ligesom Ramón gør sig som centerback. Derudover er den kun 18-årige venstreback Youssef Enríquez, der har spillet Castillas to første kampe, med.

På midtbanen er der fundet plads til 20-årige Manuel Ángel, 19-årige Chema Andrés og 18-årige Antonio David, der alle slår deres folder centralt på banen. De to sidstnævnte er nye ansigter hos Castilla, mens Manuel Ángel har én sæson under bæltet på andetholdet og forventes at få en vigtig rolle, hvis Castilla skal have noget som helst at råbe hurra for i denne sæson. 

Den niende akademispiller er den 20-årige offensivspiller Gonzalo García, der allerede har fået spilletid i to førsteholdskampe og blot formåede at score fem gange på 27 kampe i sidste sæson efter ellers at have lavet to i sæsonåbneren.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...