Real Madrids transfer-strategi er en storslået succes
Der er ingen slinger i valsen i Real Madrids transfer-politik og får man ikke de spillere, man ønsker til den pris, som man vil betale, så undværer man hellere helt at investere for at investere.
Det blev endnu tydeligere denne sommer, hvor Leny Yoro tog til Manchester United, fordi Real Madrid ikke ville betale den ublu pris, som Lille forlangte og i stedet valgte man at gøre ingenting og det går godt i spænd med Florentino Pérez´ ord ved præsentationen af Endrick, som denne sommer kom til klubben sammen med Mbappé:
- Vi arbejder på at styrke drømmene hos hele Madridismoen. Og det gør vi ved at være tro ved vores sportslige politik, som har gjort os til den store verdens-reference i fodboldverdenen i denne tid: Blandingen af store spillere, som er de bedste på deres pladser og inkorporationen af unge talenter, som er udvalgt til at være hovedpersoner nu og i fremtiden. Og vi fortsætter med at konstruere denne etape, som vil blive husket for altid.
Real Madrids indkøbs-politik har betydet, at man nu i LaLiga-sammenhæng har 7 af de 10 mest værdifulde spillere i Spanien, hvor man sidder tungt på de tre første pladser med BMV-trioen Bellingham, Mbappé og Vinícius, der alle er værdisat til 180 millioner €. Herefter følger Fede Valverde, som deler fjerdepladsen med Barcelonas Lamine Yamal. De er værdisat til 120 millioner € og herefter følger yderligere tre Real Madrid-spillere, nemlig Rodrygo (110 millioner €) og Tchouaméni og Camavinga, der begge er værdisat til 100 millioner €. Top-10 sluttes af med Gavi og Atlético Madrids nyerhvervelse Julián Álvarez, der begge sættes til 90 millioner €.
At det samtidig er en god forretning sportsligt, står hævet over enhver tvivl, når man ser på antallet af titler, som Real Madrid har hjemtaget i denne periode, men økonomisk er man også uforlignelige. Således har klubbens brasilianske stortalenter Vinícius, Rodrygo og Endrick taget store spring i deres værdi. Førstnævnte blev i 2017 værdisat til 20 millioner € og hans pris er nu 180 millioner €, men det helt store spring har han taget fra 2022 til i dag, hvor hans værdi er steget med 130 millioner €.
Det samme gør sig næsten gældende med Rodrygo, der i 2018 blev værdisat til 10 millioner €, men i dag står til 110 millioner €.
Endrick var allerede et stort navn i Brasilien inden skiftet til Real Madrid. I 2022 blev han værdisat til 20 millioner €, mens han i dag står til 60 millioner €, men det er også en værdi, der ventes at stige markant i de kommende år.
Fede Valverde blev i 2016 hentet i Peñarol, hvor hans værdi var 450.000 € og efter et år hos Castilla og et lejeophold hos Deportivo, vendte han retur til Real Madrids førstehold i 2018, hvor hans værdi siden er steget til 120 millioner €. Også Arda Güler har tredoblet sin værdi fra 15 millioner € til 45 millioner €.
Ser man på det europæiske marked, er Real Madrid naturligivs også toneangivende. BMV-trioen ligger fortsat i top, men må dele førstepladsen med Manchester Citys Haaland og den engelske klub har Phil Foden på 5. pladsen med en værdi på 150 millioner €. På de efterfølgende pladser følger Bukayo Saka (Arsenal, 140 millioner €), Florian Wirtz (Leverkusen, 130 millioner €), Jamal Musiala (Bayern München, 130 millioner €), Rodri (Manchester City, 130 millioner €) og på en delt 10. plads har vi Fede Valverde og Lamine Yamal med en værdi på 120 millioner €.

