Ancelotti: Vi plejer at ramme vores bedste i oktober og november
Carlo Ancelotti mødte i dag pressen til en snak om tilstanden i Real Madrid og den kommende kamp imod Espanyol, og her følger de vigtigste pointer.
Målet med kampen:
- Jeg vil se Real Madrid fortsætte med at forbedre sig og gøre fremskridt. Vi er ved at komme i god form, vi har vundet vores seneste kampe, og vi vil fortsætte på denne måde. I morgen kan være en god dag til at rotere, men i dag er ikke dagen, hvor jeg vil sige, om jeg roterer eller ej.
Det hårde kampprogram:
- Fodbolden skal overveje at reducere antallet af kampe for at undgå skader. Spillerne har ingen problemer med at acceptere en lønnedgang, hvis de spiller færre kampe. Klager fra trænere og spillere vil ikke ændre kampprogrammet i denne sæson. Men det er vigtigt, at instanser som UEFA, LaLiga og FIFA tænker over det. De må indse, at spillerne bliver trætte. Desværre vil programmet i denne sæson ikke ændre sig. Spillerne tænker på at ændre fodboldens fremtid, og jeg synes, det er korrekt.
Ancelotti blev spurgt ind til, hvad han synes smuk fodbold er, og her var svaret:
- Smuk fodbold afhænger af de spilleres egenskaber, du har. Smuk fodbold er at forsvare, angribe, bruge bolden og angribe godt på kontra. Der er mange aspekter, det er ikke kun én ting. Alle har deres mening om det. Jeg kan godt lide, at mit hold forsvarer sig godt, spiller bolden ud fra bagkæden ordentligt, ikke spilder tid med boldbesiddelse og er direkte. Når du har mere positionelle angribere, skal du spille anderledes, f.eks. søge dem med indlæg. Det er svært at definere smuk fodbold.
Holdets balance:
- Balance kan opnås kollektivt med to eller tre angribere. I Champions League i Paris (måske en reference til 1-0-nederlaget i 2022?, red.) spillede vi med tre angribere og havde perfekt balance. Hvis vi sætter en ekstra midtbanespiller ind, betyder det ikke nødvendigvis, at vi får mere balance. At opnå balance handler om at arbejde sammen som et hold. Det kunne f.eks. dreje sig om, hvad Bellingham er – en angriber eller en midtbanespiller? Man ved ikke, hvad Bellingham er. At opnå denne balance kommer af at et hold kæmper og ofrer sig, og vi vil lykkes, som vi har gjort i de sidste par år.
Note:
- Det er vildt, hvis han virkelig refererer i positive vendinger til ovenfornævnte kamp i 2022, for der var Real Madrid svineheldige med kun at tabe på et sent mål af Mbappé efter at have tabt skudstatistikken med 21-3 og i øvrigt kunne pris sig lykkelige over, at Courtois pillede Messis straffespark. I øvrigt tyder det på, at et formationsskifte ikke nødvendigvis er et presserende emne hos Ancelotti – det handler mere om kollektivet, og det er nok godt nyt for Rodrygo.
Offensivt og defensivt arbejde:
- Holdets mål er at forblive kompakt. Hvis Vinícius, Mbappé og Rodrygo presser højt, og midtbanen og forsvaret ikke følger med, er det ikke Vinícius, Mbappé og Rodrygos problem. Det modsatte er også tilfældet. Hvis der er en lav blok, skal de tre angribere rykke tættere på midtbanen. Jeg forstår tankerne om, at manglen på balance skyldes, at de tre angribere ikke arbejder hårdt, men det er ikke tilfældet. Hvis defensivt arbejde fra de tre er det vigtigste, ville jeg ikke spille med dem, så ville jeg bruge tre forsvarsspillere. Balance opnås gennem arbejdet med og uden bolden, og det er her, vi skal finde den.
Om Real Madrid spil fra bagkæden, der har givet flere gigantiske chancer væk hidtil i sæsonen:
- Vi analyserer det, fordi der er blevet skabt mange chancer mod os. Mod Stuttgart skete det, fordi vi var lidt sløsede, når vi spillede bolden ud fra bagkæden. Det skete også i går for Barcelona, og det kostede dem en udvisning. Det skete for os mod Real Sociedad et par gange, da vi mistede bolden i opspillet. De skabte ikke så mange chancer mod os, men hvis de gjorde, var det, fordi vi mistede bolden. Det skyldtes ikke holdets defensive balance eller positionering i omstillingerne. For at forhindre det skal vi spille længere bolde, ikke forsvare bedre. Det er en løsning for at undgå problemer.
Fansenes syn på spillet:
- Fansene er glade for, hvad vi gør. Vi kan spille bedre, men Real Madrid-fansene er vant til at se rock’n’roll-fodbold og ikke fodbold med mange berøringer. Med vores egenskaber prøver vi at glæde Madrid-fansene, som, jeg tror, kan lide at vinde mere end at spille godt. Ideelt set ville vi gerne vinde ved at spille godt. Mod Stuttgart spillede vi fantastisk fodbold.
- Rock’n’roll-fodbold skal være sjovt, underholdende, med intensitet, tempo og uden at spilde for meget tid på at nå modstanderens mål. Det er kendetegnet for dette hold at spille direkte. Vi har spillere med stor styrke og energi med bolden, og vi skal udnytte det.
Note:
- Rock-n-roll-fodbold frem for tiki-taka-formen er hovedet lige på sømmet i Real Madrid-regi. Synd han følger op med at konkludere at Real Madrid spillede fantastisk imod Stuttgart. Det er helt off.
Holdets tilstand:
- Jeg ved, at vi ikke har været på vores bedste, men det er ret normalt på dette tidspunkt af sæsonen. Vi har aldrig i de seneste år været på vores bedste i september. Vi har været på vores bedste i oktober eller november, når sæsonen begynder at tage fart. Lige nu gør vi det ganske godt.
Camavinga:
- Han er tæt på at komme tilbage, fordi han starter med at træne med holdet næste uge. Han klarer sig godt på individuelt plan, han er kommet sig over sin skade, og han træner rigtig godt. Han er en meget vigtig spiller for os, fordi han giver os mulighed for at rotere mere på midtbanen. Han vil tilføje meget til holdet.
Endrick:
- Han vil starte i nogle af de næste kampe. Og han vil være en starter i mange Real Madrid-kampe. På grund af hans kvalitet er det ret klart. Han er en ydmyg fyr, han taler ikke meget, og han arbejder meget. Det kan jeg godt lide.”

