Referat: Real Madrid – Villarreal 2 – 0, LaLiga, 9. spillerunde

Selvom det altid er vigtigt at slå et af ligaens tophold, er der ikke meget andet end pointene at råbe hurra for efter gårsdagens 2-0-sejr over Villarreal hjemme på Bernabéu.

Det så ud til, at Ancelotti var gået tilbage til sidste sæsons 4-4-2 med Bellingham som den forreste på en firemandsmidtbane, men hvad spillerne præcis har fået eller ikke fået at vide, er ikke til at vide, for faktum er, at midtbanen kampen igennem var ét stort rod. Er man nysgerrig, kan man gå ind på Sofascore og tjekke heatmappet for hver af de fire startere på midtbanen og se, hvordan de alle fire var ud over det hele på banen. Det skabte nogle gevaldige huller centralt, og der var igen og igen behov for nogle heltemodige og enormt hidsige defensive løb for at hjælpe backerne, hvilket næppe kan være en gangbar løsning.

Nå, men selv med en midtbane hulter til bulter lykkedes det altså at vinde, og det skyldes primært Real Madrids dobbelt-V i Vinícus og Valverde. Vinícius kørte rundt med Femenía på højrebacken, bl.a. med aktion, hvor han hele to gange fik ham ned at sidde på rumpetten, og en, hvor han afstod fra sit vante brok for derimod blot at påkalde sig bolden og stikke i stormløb mod den sagesløse back, der sekunder senere måtte trække et gult kort.

Det var dog fra Valverdes fod, at føringen kom, og for anden kamp i sæsonen skulle Real Madrid sættes i gang af et afrettet langskudsforsøg fra uruguayaneren. Nærmere bestemt var det via Baena, at bolden strøg i mål. Det gav lidt ro på, hvilket i Real Madrid-regi ikke altid er en god ting. For i stedet for at kontrollere spillet, betød det, at Villareal overtog spillet og ganske længe kørte den rundt om Real Madrids felt. Det skabte et par chancer til Barry og Pépé, med et forsøg på overliggeren som det mest nærgående.

Det gav også kontramuligheder, heraf én til Vinícius og Mbappé, der begge gjorde alt rigtigt og viste prøver på, hvad de med deres enorme fart bør kunne udrette, men desværre fik målmanden fat i Mbappés forsøg på at gå udenom.

Første halvleg endte 1-0, og dermed gik holdene til pause med en temmelig dæmpet atmosfære på Bernabéu, for godt nok var man foran, men selvom der var nogle fine individuelle højdepunkter og en lille håndfuld gode presaktioner, var spillet langt mere forvirret end noget andet.

Anden halvleg fortsatte i samme dur. Mbappé fungerede ikke rigtig, og Tchouaméni var heldig, at der var offside på Barry, inden han begik et klokkeklart straffespark på ham. Midtbaneforvirringen var kommet for at blive med Camavinga og Modric, der nogle gange lå helt oppe på offsidegrænsen, mens Bellinghams attituder var lige så lade som den energi, han spillede de sidste 20 minutter med.

Ud over et fælles ’hej’ fra hele stadionet til Kroos oppe på lægterne kom anden halvlegs højdepunkt fra Vinícius, da han knaldede bolden via stolpen i det lange målhjørne og dermed viste prøver på den enorme kvalitet, der bør vinde ham den kommende Ballon d’Or. Vinícius diskede også op med et par andre lækkerier, ligesom han burde have trukket det gule kort nummer to til Femenía.

Selvsamme Vinícius endte dog med at lade sig udskifte med skulderproblemer, men det var ingenlunde så slemt, som det der ventede Carvajal. For i de døende minutter af kampen faldt han til jorden i et smerteskrig efter en duel med Pino og endte med at blive båret grædende fra banen, og ak ja… det er siden blevet vurderet til at være Real Madrids sjette korsbåndsskade på herre- og kvindesiden på ét kalenderår.

Dermed var stemningen endnu mere musestille end ved pausefløjtet, da kampen blev fløjtet af. Godt nok fik Real Madrid de tre point, men herfra skal der bare lyde rigtig god bedring til Carvajal.

Kampens badebold: At se Mendy blive tørret noget så grusomt med en tunnel af Ilias Akhomach for derefter sekunder senere at fejle i forsøget på at gengælde gestussen i Real Madrids opspil og ovenikøbet begå frispark i samme ombæring… det er jo text book-badeboldmateriale. Men den går alligevel til Mbappé, der slet ikke lykkes med nok.

Kampens spiller: Med den her spillestil, eller hvad i alverden vi skal kalde den, kan den jo hver gang gå til brandmanden, den uruguayanske Superman, den – heldigvis for Real Madrid – utrættelige Valverde, der nu også både scorer og lægger op. Men den går til Vinícius, der skal anerkendes for på det seneste at have fundet det rigtige tændingsniveau og for sit drømmemål.

Perspektiver mod kommende kampe: Vi kan ikke rigtig sige mere om planen for spillet. Det er tilsyneladende bare at krydse fingre, glæde sig over sejrene og håbe, at næste gang bliver bedre. Men udsigten til en sæson uden Carvajal… av for den da. Spørgsmålet er, om der omsider skal handles til vinter, for Vázquez som fast starter og Militão som backup, når centerforsvaret i forvejen er papirstyndt, lyder ikke som opskriften på succes.