Referat: Celta Vigo – Real Madrid 1-2, LaLiga, 10. spillerunde

Der foregik mange besynderlige ting, da Real Madrid lørdag aften lykkedes med at få en 2-1-sejr med hjem fra Balaídos efter to flotte mål af Mbappé og Vinícius.
Ancelotti havde valgt at stille med det, der lignede en 5-3-2 i det opbyggende spil og en 4-4-2, når man skulle forsvare. I hvert fald så Tchouaméni ud til nogle gange at glide ned i centerforsvaret i opbygningen, mens Vázquez og Fran García var blevet placeret mere bredt og længere fremme end vanligt. Formentlig for at begrænse deres defensive ansvar, hvilket dog ikke afholdt Celta fra at spille sig til nogle gigantiske chancer.
Den første kom allerede efter otte minutter. 12 sekunder efter Mbappé havde sendt et fladt indlæg fra baglinjen ind i feltet, kom Celta med én lang aflevering og en viderespilning fra Borja Iglesias til en friløber af dimensioner, men heldigvis for Real Madrid, var Courtois modsat alle andre på plads til flot at tage sig af forsøget fra Swedberg.
I stedet kom Real Madrid foran efter 20 minutter, da Fran Beltrán spillede bolden direkte ind i fødderne på Camavinga, så den hoppede over til Mbappé, der lagde den til rette og sparkede den resolut i målhjørnet til 1-0. Første halvleg bød også på et hårdt spark fra kanten af feltet til Valverde, en stor hovedstødschance til Vinícius og en fin dribleaktion fra selvsamme Vinícius, hvorefter han hakkede bolden højt over mål til tydelig frustration fra Bellingham, der befandt sig ved bagstolpen. Bellingham, som i øvrigt spillede en underlig form for HM, hvor han igen blev mere en arbejdshest end noget som helt andet. Han er god til at sige uden for banen, at han nyder spillet og ikke bekymrer sig om målene, men frustrationerne er til at få øje på. Og de er også til at forstå.
Anden halvleg startede med et fint forsøg fra Bellingham efter et drev op gennem banen fra højre, men derudover bød den også på meget mere af det, som kommentatorerne døbte med de helt oplagte ord: ”Sygt dårligt forsvarsspil”. Ikke mindst efter 51 minutter, hvor Swedberg igen kunne afslutte frit på mål uden en Real Madrid-spiller i miles omkreds. Vi kan pege fingre af mange i sekvensen, men især Vázquez ser ud til at være fuldstændig på bagkant med situationen. Måske havde han vænnet sig til, at der var en ekstra mand i midterforsvaret?
Real Madrid kunne have svaret igen kort efter, men desværre nåede Bellingham akkurat ikke at sende Mbappé i dybden i tide, så målet blev annulleret for offside. Efter 65 minutter kom det dog alligevel, da Modric, der generelt lavede en drøm af et indhop, fandt Vinícius i dybden med en gudebold, som brasilianeren fik udnyttet til at score til 2-1.
Fire minutter senere kom Mendy ind for Fran García, lidt senere var det Ceballos for Mbappé – altså ingen Arda Güler, men heller ikke det skabte det, som Ancelotti med egne ord har ledt efter hele sæsonen; balance. Kampen (for)blev noget værre rod, og i det 92. minut tillod man endnu en gigantisk chance efter en simpel bold i bagrummet, som Douvikas gudskelov ikke formåede at udnytte. Dermed sluttede kampen 2-1 til Real Madrid. xG’en vandt Celta med 1.69 vs. 0.74.
Kampens spiller: Hvis ikke Courtois var der til at rage kastanjerne ud af ilden efter kun otte minutter, hvad så? Den redning tæller for et mål og giver ham kampens spiller.
Kampens badebold: Vi kan pege fingre af Lucas Vázquez, ja faktisk hele forsvaret. Af Bellinghams attituder og forkrampede spil. Af Tchouaménis bekymrende lave niveau og Mbappés anonymitet. Men utroligt nok har vi ikke givet en badebold til Ancelotti hidtil i sæsonen, og nu går den ikke længere. Det er ganske enkelt noget rod, og spillerne ser skrupforvirrede og endda temmelig frustrerede ud. Og så krydrer han den lige med at få en advarsel for brok i det 20. minut. Hans anden i sæsonen i øvrigt.
Perspektiver mod kommende kampe: Dortmund, Barcelona, Valencia (ude), Milan. Det er menuen det kommende stykke tid. Som vi skyder med taktiske spredehagl for tiden, kan man godt håbe, at vi pludselig rammer plet, men baseret på det, vi kan se med det blotte øje, er det jo ikke just opmuntrende. Heldigvis er de næste to kampe hjemme på Bernabéu, og det kan måske give det sidste boost.
