Madridista

 
 

Referat: Real Madrid - Osasuna 4-0, LaLiga, 13. spillerunde

En sikker sejr på 4-0. Fantastisk hattrick. Forfærdelig korsbåndsskade. Særdeles lovende debut. Bekymrende niveau hos en franskmand. Og en assist fra Lunin…og fra debutanten. Det er hvad vi skal igennem i dette referat fra dagens hjemmesejr over Osasuna.

Real Madrid havde noget at vise i dagens kamp efter to skuffende hjemmebane-nederlag og Carlo Ancelottis tropper lagde også fornuftigt fra land. Ganske vist fik man ikke spillet sig frem til det helt store i kampens indledning, men der var en ganske anden nerve hos Real Madrids spillere og en vilje til at vinde boldene og derfor havde man et stort boldovertag kampen igennem og man holdt også Osasuna fra nævneværdige chancer.

Real Madrid skulle dog alligevel komme gennem en del modgang i den første halve time af opgøret, hvor man måtte foretage to udskiftninger, da først Rodrygo måtte opgive at fuldføre kampen, da han pådrog sig en ny muskelskade. Da var der spillet 20 minutter og blot fem minutter senere gik der en chokbølge gennem Estadio Santiago Bernabéu, som naboerne til stadion med garanti har kunnet høre, da Eder Militao faldt uheldigt ned og smadrede sit korsbånd i højre knæ.

Real Madrids hårdt prøvede defensiv måtte dermed give debut til 21-årige Raúl Asencio, som kom ind og leverede en flot præstation i sin første kamp.

Med de to skader frygtede man, at det ville blive endnu en skuffende eftermiddag for hjemmeholdet, men Vinícius ville det anderledes, da han efter 34 minutter tog sagen i egen hånd og hamrede bolden ind bag Herrera. Fortjent føring.

Tre minutter før pausen kunne Jude Bellingham notere sig sæsonens første scoring, da han blev sendt alene mod mål efter en fuldkommen vanvittig flot aflevering fra debutanten Raúl Asencio og så kunne englænderen lobbe bolden i mål, mens flere af Real Madrids spillere tiljublede den 21-årige forsvarer for den flotte aflevering.

Det gav måske Asencio blod på tanden, for han leverede en meget overbevisende indsats uden nogen form for nervøsitet og han gik også ind i nærkampene med fuld power og overbevisning.

Real Madrid måtte foretage sin tredje udskiftning fra anden halvlegs start. I slutningen af første halvleg pådrog Lucas Vázquez sig nemlig en muskelskade, men på grund af reglerne om udskiftninger måtte han blive på banen og fortsætte halvlegen ud med en forbinding om låret, inden han blev afløst af Modric i pausen.

Efter en times spil faldt afgørelsen endegyldigt. Lunin fik fat i bolden og med et hurtigt udspark sendte han Vinícius alene mod mål. Her rundede han Herrera og sendte bolden i det tomme mål. Kort efter kunne han have fuldendt hattricket, da Mbappé spillede ham fri foran mål, men afslutningen blev for nonchalant.

Det var måske Mbappés eneste gode aktion i kampen og franskmanden måtte endnu en gang konstatere, at han er langt fra topformen og der træffes simpelthen for mange forkerte beslutninger fra ham i øjeblikket.

Vinícius blev dog ikke snydt for sit hattrick, for bare få øjeblikke senere erobrede Brahim bolden og sendte den ind til Vinícius, som denne gang fik bolden sendt i mål via en forsvarer efter at have afdriblet Herrera.

Herefter blev kampens to målscorere pillet ud og ind kom i stedet Arda Güler og Endrick, men de fik ikke sat deres store præg på en kamp, der allerede var afgjort, men bestemt dejligt at se dem på banen igen.

Dermed fik Real Madrid en tiltrængt sejr, men skades-situationen i forsvaret er nu svært bekymrende.

Kampens spiller: Vinícius. Flot hattrick og gode aktioner.

Kampens badebold: Mbappé. Man er ikke i tvivl om, at han gerne vil. Men han er virkelig langt fra topformen.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Det er virkelig en hård omgang at skulle sige farvel til Militao for resten af sæsonen. For en gangs skyld kommer landskamps-pausen som en befrielse, for man skal virkelig i tænkeboksen i Real Madrid nu.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...