Madridista

 
 

Referat: Real Madrid - Getafe 2-0, LaLiga, 15. spillerunde

På første søndag i advent skulle Real Madrid selv indløse den gave, FC Barcelona havde givet dem dagen forinden. Der havde man nemlig tabt med 1-2 til Las Palmas, og det kan direkte oversættes til en håndsrækning til Carlo Ancelottis tropper.

Først skulle man dog lige forbi Getafe, der ikke rigtigt har fået tingene til at fungere i denne sæson endnu. De skulle da også vise sig at være meget lidt farlige fremad i banen, og Real Madrid kunne dermed uden de store dikkedarer lukke hullet op til Barcelona.

 

Allerede i første halvleg fik man sat tingene på plads, dog uden at spille sig ud. Det var småt med chancerne, og inden for den første halve times tid havde man blot haft en forkølet afslutning fra Lucas Vázquez’ venstre fod, der gik et stykke udenom målet.

Allan Nyom er vendt tilbage til Getafe efter et par sæsoner i Leganés, og gudskelov for det. Den camerounesiske veteran havde nemlig lagt hjernen fra sig, da han tog Getafe-trøjen på, og igen og igen insisterede han på at hive Antonio Rüdiger ned i feltet. Første gang gav det et gult kort, men efter en halv time var dommeren træt af de gentagne forseelser, og dømte straffespark til Real Madrid. Han blev da også flået ud i pausen.

Indtil videre har Vini Jr. og Kylian Mbappé på skift eksekveret, men efter Mbappés miss i midtugen, og med Vini Jrs. skade, blev det Jude Bellinghams tur til at sparke, og det gjorde han sikkert. Med et lille hop i tilløbet sendte han bolden modsat målmand David Soria, og så var Real Madrid foran med 1-0.

Otte minutter senere blev kampen afgjort, da Fran García vandt bolden, og startede en flot omstilling, der via Brahim Díaz og Fede Valverde blev sendt ind til Jude Bellingham, der med en flot aflevering i dybden fandt Kylian Mbappé i dybden, og han lignede minsandten en mand med selvtillid.

Han brugte blot én berøring, før han sparkede på mål fra ca. 20 meters afstand, og via indersiden af stolpen gik bolden ind til 2-0. En scoring, der kan vise sig at blive rigtig vigtig for Real Madrid, for Morten Glinvad sagde det meget præcist i sin kommentering af målet:

- Stolpe ind, medgang for Kylian Mbappé!

Franskmandens ottende mål i LaLiga, og det placerer ham på en delt 3. plads på topscorerlisten, sammen med Ante Budimir og Vini Jr. Senere i kampen spillede han også Brahim igennem i feltet med et flot lob, der let kunne have resulteret i en assist.

Fra anden halvlegs start kom Arda Güler på banen i stedet for Jude Bellingham. Et godt træk fra Carlo Ancelotti, der pt arbejder med en smal trup i en måned, hvor Real Madrid skal spille to gange om ugen, og bare én af de resterende kampe i 2024 er på hjemmebane. Mon Endrick kunne få en god sjat spilletid i dag? Måske endda Chema!

Kort inde i halvlegen blev der endnu engang dømt straffespark til Real Madrid, men retfærdigheden tog heldigvis over, da det blev annulleret af VAR. Der var ikke skyggen af en forseelse fra Getafe.

Efter pausen havde Getafe-træner José Bordalás sendt Christantus Uche på banen, og det pyntede offensivt for de blå, for ganske kort efter lavede han en flot vending i feltet, og sendte bolden på stolpen hos Thibaut Courtois. Samtidig fik han dog en skade i baglåret, og så var Getafe færdige med at være farlige. I hvert fald indtil John Patrick Finn ramte stolpen i det 83. minut.

Midtvejs i anden periode fulgte en periode på 10 minutter med flere gode muligheder. Først forsøgte Fede Valverde sig fra kanten af feltet med et hårdt spark, der blev reddet af David Soria. Et par minutter senere var det Kylian Mbappés tur, da han blev sendt igennem af en fremragende aflevering fra Brahim Díaz. Mbappé rundede målmanden og afsluttede modsat, men bolden strøg tæt forbi stolpen.

Blot et par minutter senere blev han sendt igennem igen. Luka Modric sendte en lang bold om bag Getafes forsvar, men Mbappé sparkede lige på Soria i Getafe-målet.

Det sluttede dog med 2-0 til Real Madrid, og man er nu 3 point nærmere mesterskabet.

Kampens spiller: Jude Bellingham er for alvor tilbage, en scoring på straffespark og en nydelig assist, og selvom han blev udskiftet i pausen, er jeg nødt til at honorere ham for den første halvleg. Det var decideret fremragende.

Kampens badebold: Carlo Ancelotti. Italieneren har officielt fået frataget retten til at klage over skader og hårdt kampprogram. TO udskiftninger ud af fem mulige i en kamp der er afgjort ved pausen. Ved han godt, at vi mangler seks kampe i december, og at fem af dem i øvrigt er på udebane? Den ene er endda i Qatar, hvor man skal spille finale i Intercontinental Cup.

Hvorfor bruger han ikke flere? Jeg synes det er et enormt dårligt signal at sende til Endrick, at han ikke engang kan snuse til spilletid i sådan en kamp her. Og så er det jo ren ønsketænkning, at man gerne ville have set Chema på banen.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: I ligaen ser det jo efterhånden helt godt ud. Barcelona halter, og man er nu blot ét point efter med en kamp i hånden. Mbappé fik tanket lidt selvtillid, og det kan vi forhåbentlig allerede se på onsdag, for der venter en meget vanskelig opgave i Athletic Club på San Mamés.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...