Referat: Rayo Vallecano – Real Madrid 3 – 3, LaLiga, 17. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Når man er bagude med 2-0 efter 36 minutter, kan man snydes til at tro, at det er et point vundet, når man alligevel undgår nederlaget. Men faktum er naturligvis, at Real Madrid skal være i stand til at slå upåagtede og ellers generelt offensivt besværede Rayo Vallecano, men det lykkedes ikke i går, og derfor glippede man muligheden for at overnatte som LaLigas nummer ét.

Det var generelt en kamp uden de store præstationer fra Real Madrid-spillerne. Selv de, der fik scoret eller assisteret, lavede også masser af fejl, men ingen var dårligere end Real Madrids backpar. For Fran García og Vázquez havde deres helt egen konkurrence i, hvor dårligt de kunne placere sig, hvor forvirrede de kunne se ud og hvor mange mål, de mere eller mindre direkte kunne være skyld i.

Det første kom efter fire minutter, hvor Jorge de Frutos udfordrede Fran García, der flere gange så ud til at være ved at falde over sine egne ben, inden indlægget blev sparket ind i feltet, hvor Vázquez kvitterede med at markere Tchouaménis mand, og derfor stod Unai López klar til at heade bolden flot i kassen. De to backs var også stærkt involveret i 2-0-scoringen, da Fran García fuldstændig unødvendigt gav et hjørnespark grundet en blanding af dårlig teknik og generel forvirring over tid og sted, og da Vázquez igen undlod at dække op, fik Mumin plads til at heade bolden ind bag Courtois.

Generelt havde Real Madrid usvigeligt svært ved at spille sig ud af Rayos hårde og høje pres kampen igennem. Løsningerne var ofte høje bolde uden modtager op i banen, hvilket naturligvis var at foretrække frem for de gevaldige fejl i opspillet, der flere gange så faretruende ud, faktisk fra alle fire i Real Madrids bagkæde. Men der var alligevel perioder, hvor især Modric fik sat en dæmper på spillet, hvilket gjorde at Brahim, Güler og Rodrygo fik plads til at skabe noget godt spil for Real Madrid.

Det hjalp også, at Valverde diskede op med et dunder af et landskud tre minutter efter 2-0-scoringen, hvor han smadrede bolden i nettet langt udefra. Og i slutningen af anden halvleg sendte Rodrygo et knivskarpt indlæg ind i feltet, som Bellingham flot fik snittet ud i sidenettet. Dermed var Real Madrid tilbage, og spillet så bedre ud, hvilket gav optimisme forud for anden halvleg.

Efter 55 minutter kom Real Madrid foran, da Rodrygo via en afretning fik sparket bolden i kassen til 3-2. Det var dog også som om, at det skulle sætte en stopper for Real Madrids gode spil i resten af kampen. For igen begyndte man at havde enormt svært ved at spille sig ud af presset, og igen handlede det bare om lange og høje bolde, der kunne havne hvor som helst, og det var naturligvis et kampbillede, der passede Rayo bedre end Real Madrid.

Derfor fik hjemmeholdet også udlignet til 3-3, da Palazón løb i ryggen på Tchouaméni og studsede indlægget fra Lejeune i kassen, og så skulle Real Madrid igen op på hesten. Da havde man skiftet Vinícius ind til det, der skal vise sig at være hans sidste ligakamp i år, fordi han dummede sig igen-igen med at brokke sig til en karantænegivende advarsel. Han kom også til et par gode muligheder, men bolden ville ikke ind, og så sluttede det med en pointdeling.

Kampens badebold: Åh min gud. Real Madrids to backer. Både Fran og Vázquez skal have ros for deres dedikation og arbejdsiver, men hold da op, hvor var de rystende dårlige begge to. Med Fran drejede det sig primært om den defensive positionering, hvilket så også var mere end nok til en klokkeklar badebold, men Vázquez var – trods han var tæt på at få en assist – ringe over hele banen. Det er godt nok svært at se, hvordan Real Madrid skal vinde store titler med de to på holdet. Vi har allerede set store spillere som Leão og Raphinha køre Vázquez rundt i manegen. Bliver vi ikke nærmest nødt til at have Valverde derned i de store kampe?

Kampens spiller: Den er billigt til salg i denne omgang, men Rodrygo får den for at vise slutprodukt for første gang i næsten to måneder. Han var også manden, der stod bag den store chance i første halvleg, som Güler kom til at snuppe foran næsen på Bellingham.

Perspektiver mod kommende kampe: Status er vel fortsat, at vi skal være glade for at være med i alle turneringerne endnu, sådan som Real Madrid vakler gennem sæsonen. På onsdag kan man få oprejsning ved at sikre sig en titel, når der er finale i Intercontinental Cup, og så skal Sevilla lige besejres på hjemmebane i næste weekend. Uden Vinícius og måske også Mbappé.

Seneste artikler...