Endrick har brugt juleferie på ekstra-træning

Det 18-årige brasilianske angrebstalent, Endrick, har måske ikke helt fået den start på Real Madrid-tilværelsen, som talentet berettiger til.

Efter en forrygende start er han gledet lidt ud af holdet, men Carlo Ancelotti har fortsat store forventninger til Endrick, som han på diverse pressemøder kun har haft et eneste råd til: Træn.

Og det har brasilianeren gjort i juleferien, hvor spillerne hver især har fået en individuel træningsplan med på ferie, så man i dag kan vende tilbage til træningen fit for fight og klar til de mange store kampe i januar måned, hvor man spiller hele 9 kampe i fire forskellige turneringer.

I løbet af efteråret har der verseret flere rygter om, at Endrick kunne være på vej ud på en lejeaftale fra januar måned, men det har ikke hold i virkeligheden, for brasilianeren ønsker at fortsætte arbejdet i Real Madrid, hvor han bruger tiden på at træne og lære, så han er klar, når Ancelotti igen giver ham chancen.

Seneste artikler...