Mijatovic: Dette ville jeg gøre som sportsdirektør
Real Madrid-legenden Pedja Mijatovic var sportsdirektør i klubben i perioden 2006 til 2009 og efter nederlaget på 2-5 til Barcelona blev han spurgt om, hvad han ville gøre, hvis han var tilbage i rollen som sportsdirektør i klubben.
Her var hans svar ganske klart:
- Jeg ville forstærke højre- og venstrebacken. Man er nødt til at søge løsninger. Real Madrid har i de sidste mange årtier haft helt utroligt backs. Man kan ikke glemme Roberto Carlos, Christian Panucci, Dani Carvajal, Marcelo….Real Madrid har altid haft spillere på disse positioner, som gjorde en forskel.
På trods af ovenstående mener Mijatovic dog ikke, at man skal handle i januar:
- Jeg ved, at der snakkes meget om at forstærke holdet, men i januar hverken kan eller bør man lave store investeringer.
Når Real Madrid skal handle igen, ville Mijatovic dog også gå efter en midtbanespiller:
- På denne position har man spillere med stor kvalitet. Vi har været vant til Toni Kroos og Luka Modric i et årti…men man er nødt til at finde en fuldblods kreativ midtbanespiller. En anden Modric eller en anden Kroos er svære at finde. Men der er spillere, der har denne profil.
En af de midtbanespillere, som dog ikke bør være i klubben, ifølge montegrineren, er Tchouaméni:
- Man er nødt til at sige tingene, som de er. Tchouaméni overbeviser mig ikke på nogen position, hverken som central forsvarer eller på midtbanen. Han er en spiller, som er kommet med en vis erfaring og som har spillet rigtig godt for Frankrig, men siden han er kommet til Real Madrid, har han ikke vist ret meget.
Carlo Ancelotti er ikke gået fri af kritikken efter nederlaget, men Mijatovic ville frede ham frem til sommer:
- Jeg ville give al magt til Ancelotti fra nu og frem til sæsonafslutningen og herefter ville jeg træffe en afgørelse, som er uafhængig af resultaterne, også selv om man skulle have vundet LaLiga og Champions League.
Mange har Xabi Alonso stående øverst på deres liste over træner-emner, men Mijatovic slutter af med at mane til besindighed:
- Jeg kan rigtig godt lide Xabi Alonso…..men man skal også vide, at Real Madrid, selv om man kender klubben som spiller, er en helt anden sag som træner.

