Ancelotti om skaderne til Rüdiger og Alaba: Det havde vi ikke forudset
Real Madrid smutter en tur til forstæderne i morgen for at spille Copa del Rey-kvartfinale imod Leganés, og her følger de vigtigste pointer fra Carlo Ancelottis pressemøde tidligere på dagen.
Ancelotti blev spurgt gentagende gange ind til den klage, som Real Madrid indberettede i går. Florentino Pérez har gjort sit rekrutteringsarbejde godt, for Ancelotti valgte naturligvis ved hver en mulighed at bakke op om udtalelsen og ellers ikke sige noget nævneværdigt. Den slags udtalelser har vi derfor siet fra.
Kampen overordnet:
- Det er en knockout-kamp, og vi skal forberede os godt for at forsøge at vinde og komme videre til næste trin i turneringen. Sidste år nåede vi langt, og vi vil også gøre det godt i år.
Om de manglende forstærkninger i januar:
- Desværre har vi mistet to vigtige spillere de sidste to dage (Rüdiger og Alaba, red.). Det er noget, vi åbenlyst ikke havde forudset, fordi Alaba var klar til at spille. Han skulle have spillet i morgen, fordi han havde det godt. Vi havde heller ikke forudset Rüdigers skade. Det er et nødstilfælde, vi må håndtere. Der er mindre problemer, der forsinker Alabas tilbagevenden med 15-20 dage og Rüdigers også. Vi klarer os med de spillere, vi har. Jacobo (Ramón, red.), der har været skadet længe, vender tilbage, og han kan også bidrage.
Valverde som midterforsvarer:
- Valverde kommer ikke til at spille som midterforsvarer. Han kan måske være back i nogle af kampene, men ikke midterforsvarer. Jacobo, Asencio og Tchouaméni kan spille som midterforsvarer.
Om Tchouaméni som centerback:
- Defensivt er han meget god i luften, han positionerer sig godt, fordi han har taktisk snilde. Han er ikke vant til denne position, men han har det taktiske knowhow, fordi han har været defensiv midtbane. Han kan nogle gange have problemer, men jeg synes, han altid har leveret. Han kan have mangler, men jeg kan ikke huske en alvorlig fejl, som vi har indkasseret mål på grund af, og han har spillet meget, også sidste år.
Om Bellingham, der ikke er med i truppen:
- Bellingham har et blåt mærke fra en tackling i sidste kamp og kunne ikke træne. Han er ikke tilgængelig i morgen. Vi har givet Vinícius en ekstra dag til at restituere, men han vil være til rådighed i morgen.
Om Mbappé, der heller ikke er med:
- Han begyndte at træne i dag, i går gav vi ham en ekstra dag til restitution. Han har et blåt mærke på læggen. Han trænede normalt i dag, men i morgen vil han ikke være tilgængelig til kampen.
Til spørgsmålet om hvorvidt han ville ændre noget i sæsonen, hvis han kunne, lød svaret fra Ancelotti:
- Det, jeg skal tænke på, er, hvordan vi håndterer tingene med de nødsituationer, vi har. Vi havde nødsituationer sidste år. Det, vi skal gøre, er at håndtere situationen godt, fordi vi kommer til at mangle to meget vigtige spillere. Vi håndterede det godt sidste år. De unge spillere har en chance for at vise deres kvalitet. Vi stoler på dem, som vi stolede på Asencio, da han kom ind mod Osasuna. Vi vil stole på Jacobo. Han har en stor mulighed, og i tider med vanskeligheder vil vi bruge ham.
Om Leganés, der har vist sig farlige på dødbolde:
- Vi har trænet på dette, fordi manglen på Rüdiger vejer tungt i denne henseende, da han er meget god på hovedet. Leganés er ikke kun gode på dødbolde, de er et velorganiseret hold, de forsvarer sig rigtig godt, og de fik gode resultater mod Barcelona og Atlético ved at forsvare sig godt og spille på kontraangreb. Vi trænede i morges på dødbolde med henblik på det.

