Spanske klubber enige med Real Madrid om dommerne

Det er blevet fremstillet som Real Madrids kamp mod den spanske dommerstand, men i farten glemmer folk tit, at såvel Atlético Madrid som Barcelona bare inden for de seneste uger, selv er eksploderet mod dommer-kendelser og helt generelt deler langt størstedelen af de spanske klubber Real Madrids holdning.

I en afstemning ved en generalforsamling i RFEF i 2023 stemte hele 88% af klubberne for et forslag om, at dommerstanden løsrives fra RFEF og bliver et selvstændigt organ, akkurat som man ser det i blandt andet Premier League og Bundesligaen. Herudover var 61% af klubberne indstillet på, at den spanske spillerforening AFE også blev en del af dette nye dommer-forbund, så man kunne have en indbyrdes dialog.

Det er præcis disse forslag, som Real Madrid i dag kæmper for. Der er nemlig ikke sket noget som helst i det spanske fodboldforbund siden generalforsamlingen i 2023, hvor 71% af klubberne i øvrigt også stemte for en ændring af VAR, således at det var faste folk, der sad i VAR-rummene og ikke dommere fra Spaniens bedste og næstbedste række, som den ene weekend er på banen som dommere og den næste er at finde i VAR-rummet.

At utilfredsheden med dommerstanden generelt er stor, bevidnes af at ligeledes 71% af klubberne syntes, at der var et misforhold mellem det beløb klubberne og LaLiga betaler til RFEF for dommerbistand og så til den kvalitet, der rent faktisk leveres på banen.

Som Carlo Ancelotti så rigtigt sagde det på gårsdagens pressemøde:

- Når alle brokker sig, betyder det at ingen er tilfredse. Derfor er det et godt tidspunkt at lave ændringer.

Der er møde mellem klubberne og de spanske dommere i morgen i det spanske fodboldforbund, RFEF. Her kan man forhåbentlig tage et afgørende skridt mod det, som Real Madrid – og de øvrige spanske klubber – gerne vil opnå.

Seneste artikler...