Ancelotti: Jacobo Ramón har mere at byde på
Real Madrid kan kalde sig den første semifinalist i årets Copa del Rey, efter man i går aftes slog Leganés med 3-2 på et sent mål af Castilla-angriberen Gonzalo García. Efter kampen udtalte Carlo Ancelotti sig om kampen, og her følger italienerens ord.
Om opgøret:
- Det var en jævnbyrdig og tæt kamp. Jeg synes, vi startede godt, og vi kom foran. Holdet spillede rigtig godt i offensiven og var meget effektive. Defensivt kæmpede vi lidt, men det er ret normalt.
Ancelotti satte også nogle ord på nogle af de nyere spillere på holdet:
- Jacobo (Ramón, red.) havde det lidt svært i første halvleg. Han var lidt nervøs i begyndelsen, men blev mere effektiv i sine afleveringer senere. Gonzalo (García, red.) er inde i en rigtig god stime med Castilla, og han bidrog også i aften. Vi kan være tilfredse med, hvad de unge spillere udrettede, for de hjalp holdet. Vi er nødt til at spille med dem, fordi det er en svær periode, som vi skal håndtere med kampe som i dag, hvor vi måtte grave dybt. Vi er i semifinalen i Copa del Rey. Endrick scorede og gjorde det godt. Arda Güler arbejdede også hårdt for holdet. Vi kan være tilfredse med denne kamp.
Yderligere om Real Madrids ungdomssystem:
- Ungdomssystemet gør et rigtig godt stykke arbejde, og veltrænede spillere kommer igennem. Selvfølgelig mangler de erfaring, men de klarer sig rigtig godt. Asencio, siden han kom igennem, Gonzalo, Jacobo… Man skal huske, at Jacobo lige er kommet tilbage fra en lang skade. Han har ikke kunnet spille i tre måneder. Nu er han tilbage, men han mangler stadig noget. Vi ved, at vi kan regne med dem.
Om ønsket om flere minutter til akademispillerne:
- Jeg sammensætter holdet for at forsøge at vinde kampe, og det er ikke kun for at give minutter til ungdomsspillerne. Selvfølgelig skal vi være tilfredse, når en ung spiller fra vores ungdomshold bidrager til førsteholdet. I år har de haft mulighed for at spille flere minutter på grund af de skader, vi har haft, og de gør det godt.
Jacobos udvikling:
- Jacobo har mere at byde på end i dag. Han kæmpede meget i første halvleg af kampen. Han er en rigtig god forsvarer. Vi regner med ham, og han vil være med os resten af sæsonen. Og jeg er sikker på, at han vil spille bedre, end han gjorde i dag, det er jeg overbevist om.
Gonzalos mål:
- Det var et mål i sidste øjeblik, i det sidste minut. Med forlænget spilletid ville det have været lidt sværere at komme sig. Holdet har det fint, vi lod nogle spillere hvile for at være klar til lørdag.
Ancelotti blev spurgt ind til Tchouaménis præstation, og her lød svaret:
- Forhåbentlig kan Camavinga være klar til lørdagens kamp, han er tvivlsom, ligesom Valverde var tvivlsom. I dag havde Lucas Vázquez et lille problem og kunne ikke spille som højreback. Det er den tvivl, jeg har. Tchouaméni som defensiv midtbane bidrager meget til holdet, især defensivt. Han var glad for at spille der, og jeg sagde til ham, at han ikke skulle være alt for glad.
Om Valverdes position i de kommende kampe:
- Vi skal tage det én kamp ad gangen. Det er sådan, vi skal håndtere nødsituationen, vi har. Vi skal stille med et stærkt hold til lørdagens kamp (imod Atlético Madrid, red.), og så må vi se, hvad der sker. Valverde bidrager meget til holdet, fordi han er en spektakulær spiller. Uanset hvor jeg sætter ham, leverer han. Hvis jeg sætter ham som back, ser det ud, som om han har spillet der i lang tid. Han bidrager også meget som defensiv midtbane. Det er svært at forestille sig, at både Tchouaméni og Valverde skal spille i bagkæden. Én af de to kan spille, og vi ser fra kamp til kamp, hvordan vi klarer det.
Om kampplanen:
- Med denne startospstilling har vi taget højde for de næste to kampe, så vi ikke slider holdet for meget. Især fordi vi har en nødsituation i bagkæden. Det er ikke kun på grund af dette, men også på grund af de unge spillere vi har, såsom Arda Güler, Endrick og Jacobo. Vi skal give dem minutter, så de kan komme op i tempo og være mere nyttige i de næste kampe.
Om Vinícius, der fik en halvleg på banen:
- Fra det fodboldmæssige aspekt var Vinícius, som han plejer at være. Han var meget frisk, meget afgørende i én-mod-én situationer. Han havde mange chancer, gav Brahim en assist og fik så et gult kort. Intet nyt, alt var som det sædvanlige.

