Ancelotti: Vi fortjente mere
Efter en rædderlig første halvleg og en fin anden halvleg fik Real Madrid for anden gang i sæsonen 1-1 med Atlético Madrid i går aftes.
Real Madrid kom bagud på et klodset straffespark af Tchouaméni, men Ancelotti valgte efter kampen i første omgang ikke at fokusere på dommerkendelsen:
- Jeg vil ikke tale om dommeren. Vi fortjente mere, især i anden halvleg. Vi havde kontrol og skabte mange chancer. Straffesparket påvirkede holdet i første halvleg, som var langsommere og mindre aggressiv sammenlignet med anden halvleg. Vi forlod dog banen med gode fornemmelser. I anden halvleg spillede Vinícius og Rodrygo med større bredde og skabte mange farlige situationer.
Ancelotti kunne alligevel ikke dy sig for at kommentere på straffesparket:
- VAR gav straffesparket. Dommeren stod meget tæt på situationen og så, hvad der skete meget tydeligt. Jeg så et lignende straffespark i Athletic mod Girona. Fodboldfolk forstår det ikke. Jeg ønsker ikke at skabe kontroverser. Kampen var tæt og jævnbyrdig, som alle derbi’er er. Vi fik uafgjort, men vi er opmuntrede, fordi vi gjorde det godt i anden halvleg.
Om det kollektive engagement, som er et nøglebegreb i Ancelottis udtalelser for tiden:
- I forhold til engagement var vi gode. Alle ofrede sig, kæmpede og vendte en svær kamp. Da Atlético kom foran, spillede de deres spil ved at forsvare sig og ramme os på kontraangreb. De er meget farlige dér, men vi håndterede det godt. I defensiven var de to midterforsvarere fremragende. Vi kom os efter straffesparket og var meget tæt på at vinde kampen.
Om Real Madrids mål:
- Idéen var at få bolden ud på kanterne i første halvleg. Med deres lave blok gik Vinícius længere ind for at sende en aflevering bag forsvaret. Dernæst var vi tålmodige og spillede bredt. Målet, vi scorede, var en bold fra Rodrygo, der blev sendt i feltet, og Mbappé afsluttede. Vi ville gøre banen bred med kantspillere tæt på sidelinjen. I anden halvleg gik det godt. Holdet er skuffet, fordi de mener, de fortjente at vinde, og vi var meget tæt på. Vi forbliver nummer ét i en meget jævnbyrdig liga. Det har været en meget intens uge, men indtil tirsdag kan vi slappe af.
Om Ceballos:
- Ceballos spillede rigtig godt, som han plejer. Han har bidraget til holdet, ligesom Valverde. Backerne og midterforsvarerne var også rigtig gode. Til tirsdagens kamp skal vi se på, hvordan de spillere, der har været på banen, kommer sig. De, der ikke spillede i dag, har en fordel i forhold til at spille på tirsdag.
Om Real Madrids spilsystem:
- Dette system kan måske fungere for os. Vi ændrede os defensivt for at danne to linjer af fire med Bellingham mere på ydersiden, og det gik ganske godt. Bortset fra de to eller tre kontraangreb efter straffesparket gjorde begge kæder det godt. Mbappé og Vinícius gjorde en indsats for at være tættere på resten af holdet. Det var en god præstation i forhold til spillernes engagement.
Om den tætte liga:
- Alle har deres mening. Det bliver en jævnbyrdig liga indtil slutningen. Vi er glade på trods af de vanskeligheder, vi har. Før kampen så jeg et billede, hvor Carvajal, Alaba, Militão og Rüdiger hilste på deres holdkammerater, før de gik på banen. På trods af vanskelighederne klarer vi os rigtig godt.

