Optakt: Manchester City - Real Madrid, CL, play off, første kamp

Der er lagt op til et brag af en kamp, når Real Madrid og Manchester City i aften tager første duel om at komme videre i Champions League efter et skuffende indledende gruppespil.

 

Det er to giganter i spillemæssig krise, der mødes i hvad der efterhånden kan kaldes en ny-klassiker på den europæiske scene, for de to hold har for vane at rende ind i hinanden i Champions League.

Og så er det to hold, som har en vidt forskellig filosofi i forhold til, hvordan man kommer ud af problemer. Manchester City har brugt januar måned på at bruge hvad der svarer til omkring 25% af Real Madrids samlede budget til at købe fem spillere. I Real Madrids gårdhave findes ikke et pengetræ, som man bare kan hive sedler af efter forgodtbefindende og derfor har man været nødt til at have en lidt mere pragmatisk tilgang til tingene og Carlo Ancelotti skal derfor blande kortene en ekstra gang for at få kabalen til at gå på med fraværet af fem forsvarsspillere, som velsagtens samtidig er de fire-fem bedste på deres position i Real Madrid.

Det betyder sandsynligvis, at man er nødt til at svække midtbanen ved at hive både Fede Valverde og Tchouaméni ned i forsvaret som højreback og som makker til publikums-favoritten Raúl Asencio og så har man Ferland Mendy på venstrebacken.

Med de to midtbanefolk i forsvaret mister Real Madrid noget fysisk power på den centrale del af banen, men her på Ceballos, Bellingham og Camavinga i arbejdstøjet, for de får sandsynligvis en travl aften med at holde Manchester Citys midtbanefolk i skak og samtidig forsøge at ramme englænderne, hvor de i denne sæson har vist svaghedstegn, nemlig med hurtige bolderobringer og tætte markeringer.

Det plejer på ingen måde at være Real Madrids favorit-disciplin og vil i hvert fald kræve, at de tre folk i front, Rodrygo, Vinícius og Mbappé også tænker defensivt, samtidig med at de naturligvis skal være klar til at udfordre et lidt tunge City-forsvar med deres hurtighed og drible-evner.

I de hidtidige kampe mellem de to hold har man kunnet ånde lettet op ved, at Rüdiger har spist Haaland som en nordmand ville spise en myseost, men denne gang står han over for et lidt mere uprøvet forsvar og Tchouaméni skal virkelig bygge videre på de seneste kampes gode form for at kunne tage over for det tyske forsvars-monster.

Og det skal han gøre uden at komme i fedtefadet, for han er nemlig en af de fem Real Madrid-spillere, som er i karantænefare til returopgøret i Madrid om en uge og da der ikke er udsigt til at få nogle af de skadede folk tilbage inden, vil det være nærmest katastrofalt at få en eller flere folk i karantæne.

Det kan og skal man dog ikke spekulere på i aftenens kamp, for der kræves absolut bid i nærkampene og en koncentreret indsats fra start til slut. Og det vil i givet fald være første gang i denne sæson, at det sker.

På trods af det, er Real Madrid fortsat med i alle tre turneringer (LaLiga, Copa del Rey og CL), mens man har vundet to internationale titler allerede i denne sæson. For Manchester City har sæsonen været sværere og man er for længst kørt bagud i kampen om det engelske mesterskab og en CL-fiasko vil være den ultimative deroute.

Der er derfor al mulig grund til at sætte sig til rette i sofaen i aften, når 3+ blænder op for den første af to play off-kampe mod forhåndsfavoritterne til titlen.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Fede Valverde, Asencio, Tchouaméni, Mendy, Camavinga, Ceballos, Bellingham, Rodrygo, Vinícius, Mbappé.

Seneste artikler...