István Kovács dømmer Manchester City-kamp
I den første kamp imod Manchester City var det med franske Clément Turpin som dommer. En dommer, som Real Madrid næsten udelukkende havde haft lutter store resultater med forinden, og onsdag er det så igen en dommer, der har styret slagets gang i en række mindeværdige opgør for Real Madrids vedkommende.
Det er nemlig rumænske István Kovács, der bliver manden med fløjten, og det bliver fjerde gang i karrieren, at han dømmer en Real Madrid-kamp.
Han var også dommer, da Real Madrid tidligere i denne sæson vendte 0-2 hjemme på Bernabéu imod Dortmund til en 5-2-sejr efter en fantastisk opvisning af Vinícius, og besynderligt nok har der også været syv mål i de to kampe før det.
I 2022/23-sæsonen vandt Real Madrid med 5-2 over Liverpool på Anfield, også her efter at have været bagude med 2-0 – og også her med en velspillende Vinícius, der dog fik stærk assistance af især Karim Benzema og Luka Modric.
Den allerførste Real Madrid-kamp med Kovács som dommer var netop imod Manchester City, og som i de andre to opgør var det med Real Madrid på jagt efter et langt bedre resultat, end det ellers så ud til undervejs. I 2021/22-sæsonen mødte man nemlig Manchester City i den første semifinale på Etihad, hvor Real Madrid kom bagud efter få minutter og også nåede at være nede med 4-1, inden Benzema og Vinícius sørgede for 4-3.

