Ancelotti: Mbappé har kvaliteten til at nå Cristiano Ronaldos niveau
Real Madrid eliminerede for andet år i træk Manchester City i Champions League, da man i går aftes leverede sæsonens mest helstøbte præstation. Ordet ’helstøbt’ opsummerer meget fint Carlo Ancelottis analyse efter kampen:
- Vi gentog de positive ting, vi gjorde i den første kamp. Det var en komplet præstation på alle områder: defensivt, offensivt, med og uden bolden. Når holdet arbejder godt uden bolden, er kvaliteten i angrebet meget høj, og der opstår mange chancer. Vi stod over for et hold med meget høj kvalitet, og vi fandt balancen mellem angreb og forsvar. Vi er med i kampen om Champions League, og vi har en chance for at nå langt i denne turnering.
- Uden Haaland mister Manchester City noget angrebskraft. Vi scorede meget tidligt efter en lang aflevering fremad, og derefter kontrollerede vi kampen godt. Vi er med i ræset, i ottendedelsfinalen. Vi har kæmpet for at nå hertil, og nu skal vi have stor respekt for Atlético og Leverkusen (Real Madrids potentielle modstandere, red.)
Holdets sammenhold:
- Jeg synes, vi er på rette vej. Vi har haft svært ved at finde det rigtige hold, og nu skal vi arbejde for at blive på dette niveau og hvis muligt forbedre tingene. Vi har haft svært ved at finde balancen, men hver tredje dag er der en ny test, og måske er det, jeg siger i dag, ikke noget værd, og vi skal lede efter det rigtige hold igen. Jeg tror, spillerne har forstået idéen, og det er at arbejde hårdt uden bolden.
Ancelotti blev spurgt om det, at spille denne kamp, var en god ting:
- Vi har nået ottendedelsfinalen efter ti kampe, og det er for mange. Nu går vi ind i en mere kompleks periode, der involverer ligaen, semifinalerne i Copa del Rey og ottendedelsfinalerne i Champions League. Der er ikke tale om at stoppe. Men på det følelsesmæssige plan har denne kamp været god for os.
Defensiven:
- Idéen om at forsvare i 4-4-2 er god. Holdet er komfortabelt og arbejder godt. Vi skal også nævne det fremragende arbejde fra de to kanter, Bellingham og Rodrygo. Vi skal fortsætte sådan her – med dette momentum, i denne retning og med dette system.
Om Mbappé kan nå Cristiano Ronaldos niveau:
- Han har kvaliteten til at nå Cristiano Ronaldos niveau, men han skal arbejde hårdt, fordi Cristiano Ronaldo satte barren meget højt. Med den kvalitet og den iver, han har, kan han nå Cristiano Ronaldos niveau, men det bliver ikke nemt. Han skal arbejde hårdt.
Ceballos:
- Han bidrager meget, fordi han har haft chancen for at spille, og han er i god fysisk form. Han bringer meget til holdet i forhold til boldbesiddelse, fordi han altid er involveret i spillet.
Til spørgsmålet, om Asencio er klar til det spanske landshold, lød svaret:
- Hvad Asencio skal gøre, gør han rigtig godt. Han er meget fokuseret. Det første mål i dag kom efter en aflevering, der lignede den, han lavede mod Osasuna. Han bidrager, og han ligner en veteran. Hvis Spaniens træner mener, han er god for landsholdet, så er det godt for ham.
Tchouaméni:
- De gjorde det alle godt. Han vendte tilbage til sin position, og det er der, han viser sin kvalitet. Han er meget stærk og kraftfuld i duellerne og fokuseret. Hans partnerskab med Ceballos er godt for holdet, fordi Dani er mere en boldbesiddelsesspiller, og han (Tchouaméni, red.) er mere en positionsspiller. Han er en meget vigtig spiller, fordi han har disse egenskaber. Han kan ikke være Ceballos, Kroos eller Modrić, men Ceballos, Kroos eller Modrić kan heller ikke være Tchouaméni. Et godt hold skal kombinere hver enkelt spillers egenskaber.
Om Valverde som højreback:
- Han er glad for at spille der, men det var en nødsituation. Når Lucas Vázquez vender tilbage, vil vi have to muligheder. Og vi må ikke glemme, at hver gang han har spillet, har han altid præsteret, selv når der nogle gange er meget stærke modstandere over for ham.

