Real Madrid og Vinícius tættere på enighed om ny kontrakt
Rygterne om Saudi Arabiens interesse for Vinícius har været mange, men der er ikke noget, der tyder på, at en handel bliver en realitet lige med det første.
Real Madrid og Vinícius er nemlig enige om, at samarbejdet skal forlænges ud over 2027, som den nuværende kontrakt går til. Brasilianeren har afvist første kontraktudspil fra Real Madrid, men parterne har lovet hinanden at sætte sig sammen til sommer og få de sidste detaljer på plads.
Og det handler om en lønforhøjelse for spilleren, der har været afgørende i de to seneste CL-triumfer.
Han topper lige nu på lønstigen sammen med Kylian Mbappé med en årsløn på 15 millioner €, men Vinícius ønsker en årsløn på 20 millioner €, hvilket altså er omkring 10% af, hvad Saudi Arabien kan tilbyde.
Real Madrid synes ikke afvisende over for at efterkomme ønsket fra Vinícius, især ikke i betragtning af, at Kylian Mbappé oven i sin løn, også modtog en sign on fee på 40 millioner € for at skifte transferfrit til den spanske hovedstad.
Jude Bellingham ligger lønmæssigt lige under de to med en årsløn på 8-10 millioner €, men han er også i spil til en ny kontrakt.
