Referat: Real Madrid - Atlético Madrid 2-1, CL, ottendedelsfinale, første kamp
Real Madrid sikrede sig et fornuftigt udgangspunkt til returkampen om en uge, da man i går aftes vandt med 2-1 over Atlético Madrid i den første kamp i ottendedelsfinalen.
Carlo Ancelottis tropper fik en drømmestart, da Fede Valverde med en præcis aflevering sendte Rodrygo bag om Javi Galán og brasilianeren tog en flot dribling ind i straffesparksfeltet, inden han på vidunderlig vis fik sendt bolden forbi Oblak og over i det fjerneste hjørne. Kanonmål fra den stærke brasilianer.
Det blev startskuddet til en periode på 20 minutter, hvor der stod Real Madrid på det meste, men desværre fik man ikke udnyttet perioden til endnu en scoring og i stedet gik det, som det ofte er gået før i denne sæson, nemlig at modstanderen langsomt æder sig ind i opgøret og Atlético Madrid overtog da også mere og mere af styringen.
På den centrale midtbane kæmpede Tchouaméni forbilledligt og han har løftet sit spil til noget nær verdensklasse efter at have været kritiseret voldsomt tidligere på sæsonen. Til gengæld er Camavinga alt andet end verdensklasse. Den helt forfærdelige franskmand har gang i en mareridts-sæson og det var da også takket være hans uduelighed, at Atlético Madrid fik udlignet efter en halv times spil.
Som alt andet, han foretog sig i kampen, var han sløset i sin pinagtige opdækning af eminente Julián Álvarez, som fik lov til at tage et træk ind i banen, inden han skruede bolden i en blød bue uden om en sagesløs Courtois. Et fantom-mål af en spiller, som er en berigelse for LaLiga. Og 1-1 ved pausen, som var et fair resultat.
Real Madrid havde det svært offensivt. Vinícius forsøgte forgæves et par gange, mens Mbappé givetvis vil forsøge at glemme gårsdagens opgør, for han lykkedes ikke med noget overhovedet. Til gengæld var Brahim allestedsnærværende. På en lidt uvant plads skulle han også deltage defensivt, hvilket Ancelotti inden opgøret havde gjort et stort nummer ud af efter blamagen i Andalusien i weekenden.
Marokkaneren sled utrætteligt i det og bidrog også i offensiven og det var fuldt fortjent, at han kunne blive matchvinder ti minutter inde i anden halvleg, da han hårdt presset tog en dribling ind i straffesparksfeltet og udplacerede Jan Oblak.
Tre vidunderlige mål i et intenst opgør, som aldrig udviklede sig til at blive ondsindet, takket være kampen fremragende franske dommer, Clément Turpin.
Det kunne og burde også være blevet til et tredje mål til Real Madrid, da Modric kort før tid erobrede bolden fra Llorente i en omstilling og med det samme spillede Mbappé fri, men franskmandens aflevering ind til Vinícius var alt for uskarp og på riposten skød Modric lige på Jan Oblak.
Dermed endte det med 2-1 og alt er dermed åbent til et spændende returopgør.
Kampens spiller: Brahim. Hårdt fightende og manden med den afgørende scoring. Tæt forfulgt af Tchoaméni, som virkelig er stærk i øjeblikket.
Kampens badebold: Fuldstændig forfærdelige Camavinga, som er en hån mod Real Madrid-trøjen i øjeblikket. Som han dalrede rundt og sløsede med alt på banen i går, savner man virkelig Dani Ceballos. Det gjorde ondt i øjnene og kun en svækket bænk, gjorde vel at han ikke blev flået ud i pausen, så vi også skulle trækkes med at se på ham i anden halvleg.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Real Madrid slap fra opgøret uden gule kort til nogle af de karantæne-truede spillere og det er vigtigt til returkampen, hvor der skal leveres en stærk indsats. Heldigvis er Atlético Madrid tvunget frem på banen og det må give åbninger i en kamp, hvor Bellingham også er tilbage. Det ser meget fornuftigt ud.

