Ancelotti efter pragtpræstation af Brahim: Ikke sikkert, han skal tilbage på bænken

Real Madrid vandt helt uden at være prangende med 2-1 imod Atlético Madrid i går aftes efter to geniale soloaktioner fra Rodrygo og Brahim, og her følger Carlo Ancelottis analyse efter kampen.

 

Han indlod med at sige til den fremmødte presse:
- I dag løb holdet meget og arbejdede hårdt, og to spillere gjorde forskellen: Rodrygo og Brahim. De var de bedste, fordi de arbejdede hårdt og bidrog meget til at hjælpe holdet, som var ret organiseret og kompakt. Vi pressede ikke meget, men det var heller ikke meningen. Atlético havde kontrol over kampen nogle gange, og andre gange havde vi det. De skabte ikke mange chancer.

- Det er jævnbyrdige kampe. Det er en ottendedelsfinale, men det kunne have været en finale eller en semifinale. Vi spiller mod et tophold i Europa, og man kan ikke tænke på at afgøre opgøret her. Vi har taget en lille føring, og vi er tilfredse med denne lille fordel. Det giver os selvtillid til returkampen, men vi tror, det bliver svært i returen. Vi skal kæmpe i returkampen.

Valverde:
- Jeg har ikke flere ord at bruge om ham. Han leverede en kæmpe indsats. Han var meget træt, men det var alt. Han var glad for at være tilbage, og han bidrog enormt meget til holdet.

Brahim:
- Det er ikke sikkert, at han ryger tilbage på bænken, når Bellingham er tilbage. Han bidrager meget. Han er ikke en ubestridt starter, men han er en vigtig spiller, fordi han udnytter hvert eneste minut, jeg giver ham. Det var han sidste år, og det er han i år.

Om de usynlige superstjerner Vinícius og Mbappé:
- At spille mod Atléticos forsvar er ikke let. Vi havde ikke mange chancer. De arbejdede hårdt og kæmpede. De viste ikke den kvalitet, de har, men de har returkampen til at gøre det. Defensivt gjorde de det godt, og når de indtager en god position, giver de midtbanespillerne mulighed for at være tættere på forsvaret og hjælpe forsvaret.

Om valget af Camavinga til startopstillingen:
- Det var fordi, han var frisk, eftersom han havde fået det meget bedre. Han har et rygproblem, og det er svært for ham at være 100%. Han kom ind for at bidrage med friske kræfter til midtbanen.

Yderligere om Mbappé:
- Han havde det fint, han havde ingen fysiske problemer. Han har ikke kunnet træne meget, fordi hans tandpine ikke tillod ham det. Mod Betis var han ikke i den bedste form, og disse minutter har været gode for ham til at komme i topform til næste kamp.

Ancelotti blev også spurgt ind til dødboldene, som Real Madrid ikke har haft meget succes med i år:
- Det er ikke så enkelt. Sidste år var vi mere effektive, fordi vi havde en fantastisk sparker i Kroos og en fantastisk angriber i Joselu. I år har det været sværere. Vi arbejder på det for at finde forskellige løsninger. Alligevel har vi scoret mål i år på indøvede sekvenser. Jeg husker et mål af Valverde uden for feltet.

Seneste artikler...