Real Madrid inviteret til møde om dommerne

Real Madrid var for tre uger siden på besøg hos den spanske dommer-komité for at høre lydfilerne fra Espanyol-kampen, hvor Mbappé uhørt blev slagtet midt på banen uden at dommer eller VAR-rum på nogen måde greb ind.

Siden er intet sket, men nu kan der være forandringer på vej. I hvert fald har det spanske fodboldforbund under Rafael Louzáns ledelse sendt en særskilt invitation til Real Madrid om at deltage i et kommende møde med 9 andre udvalgte klubber om at kigge på en ændring af det udskældte dommer-system i Spanien. Mødet finder sted på onsdag.

Real Madrid udeblev fra det første møde mellem det spanske fodboldforbund, dommerne og klubberne i de to bedste rækker, men denne gang ventes man at acceptere invitationen og forventningen er, at man kan skabe gennemsigtighed i forbundet og få ryddet op efter Negreira-skandalen, hvor Barcelona gennem 17 år betalte penge til daværende præsident for dommerne.

Sammen med Real Madrid deltager også Betis og Sevilla fra den bedste spanske række, Albacete, Granada og Racing Santander fra næstebedste række, Antequera og Fuenlabrada fra tredjebedste række, samt Sevilla Femenino og Tenerife Femenino fra Liga F.

Seneste artikler...