Ancelotti: Kan ikke huske en kamp, hvor vi ikke har lidt

For anden gang i sæsonen havde Real Madrid mere end svært ved at slå upåagtede Leganés i går aftes, men ifølge Carlo Ancelotti er der ikke grund til panik. I hvert fald sagde han efter kampen:
- Vi spillede ikke en dårlig kamp. Vi havde god kontrol, men vi manglede balance, og derfor lukkede vi ufortjent to mål ind på baggrund af det, vi gjorde i første halvleg. Vi kunne have håndteret vores føring bedre, og vi led for meget. Det sker normalt efter en landsholdspause, men vi havde svært ved at finde vores rytme.

 

- Vi var ikke godt positioneret, men vi havde intensitet, fordi vi kom tilbage, og til sidst vandt vi. Jeg kan ikke huske en kamp, hvor vi ikke har lidt. Det vigtige er, at vi alle lider og alle ofrer noget. Der er ingen lette kampe, og det er vi godt klar over. Vi må lide.

Mbappé:
- Han er meget mere aktiv og involveret i spillet. Han har tilpasset sig rigtig godt og gør en forskel. Det er det, vi vil have fra ham. Han prøvede frisparket i går, og det gik godt. Han var meget effektiv. Vi har tillid til ham.

Real Madrid scorede på et tvivlsomt straffespark og et tvivlsomt frispark, og Ancelotti blev spurgt ind til dommerpræstationen:
- Leganés klager over dommerne, og det kan vi også. Der var gråzoner i beslutningerne, og jeg har ikke meget mere at tilføje. Leganés klagede over straffesparket, og på deres første mål klagede vi over en forseelse mod Brahim. Jeg så ikke det mulige straffespark mod Bellingham.

Arda Güler:
- Han spillede godt og viste sin kvalitet. Han flytter bolden rigtig godt og har et godt overblik over spillet. Han er ikke så eksplosiv som de angribere, vi har, men han var nyttig, og jeg skiftede ham ud for at få friske ben og mere fysik op foran.

Seneste artikler...