Ancelotti afviser ikke comeback: Sket mærkeligere ting på Bernabéu
Carlo Ancelotti skulle efter 3-0-nederlaget til Arsenal i går aftes forsøge at forklare, hvorfor hans hold ikke var sat bedre op til opgaven, og her følger italienerens ord.
Til at starte med sagde Ancelotti:
- Det er et hårdt nederlag. Vi havde ikke forventet det her. Holdet så ret godt og velorganiseret ud i første halvleg. Efter de to mål på dødbolde faldt vi både mentalt og fysisk. Det var en svær afslutning på kampen, fordi vi ikke så den reaktion, vi plejer at se fra dette hold. De sidste 30 minutter var meget dårlige. Der er to vurderinger her: én hvor jeg var tilfreds, indtil det stod 0-0, og én efter deres mål, hvor vores reaktion var virkelig dårlig.
Ancelotti brugte Rices to smukke frisparksscoringer som argument for, at Real Madrid stadig har muligheder:
- Vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at komme tilbage. Chancen er meget lille, men vi skal forsøge, og vi vil forsøge på enhver mulig måde. Lad os se, om vi kan gøre det. Det føles som om, der ikke er nogen chance efter i aften, men fodbold kan ændre sig hurtigt. Ingen havde forventet, at Arsenal ville score to mål på frispark, men alt kan ske. Det er meget svært, men der er sket mærkeligere ting på Bernabéu.
Om det pinlige niveau i anden halvleg:
- Det er svært at forklare. Der var ingen kollektiv reaktion. Vi forsøgte at gøre tingene individuelt. De havde bedre boldkontrol og styrede kampen.
Yderligere om Arsenal:
- De viste en bedre indstilling, mere kvalitet og imponerende fysisk niveau. De gjorde mange ting bedre end os, og vi må være ærlige over for os selv. Vi var ikke så dårlige i en time, vi spillede ret godt i første halvleg.
Til spørgsmålet om, hvorvidt han føler sig ansvarlig, lød svaret:
- Uden tvivl.
Om de fire forreste:
- De bedste spillere skal spille, ikke sidde på bænken. Så handler det om at organisere sig, så man er en kompakt enhed, og det formåede vi ikke at være i aften.

