Endrick-agent slår fast: Endrick vender retur til Real Madrid til sommer

Det har set godt ud for 19-årige Endrick, siden han blev lejet ud til Lyon her i januar, for her har han med fem mål på seks kampe vist, at han ingenlunde er nogen Reinier Jesús. Det har hans agent, Thiago Freitas, også udtalt sig omkring i det spanske sportsprogram Win Win.

 

Her udtaler Endrick-agenten:
- Når du kommer til en klub, hvor otte af de ti bedste spillere i verden er, er det normalt for en 18-årig at få begrænset spilletid. Han var ikke med i optaktssæsonen (på grund af en skade, red.), han tog ikke med til Klub-VM, og han var ude i flere måneder. Det straffe dig meget i en klub som Real Madrid.

Freitas siger desuden om lejeaftalen med Lyon, at Endrick snakkede med både Carlo Ancelotti og Xabi Alonso, at de begge rådede ham til at søge fast spilletid andetsteds, men målet er stadig at vende tilbage til Real Madrid:
- Beslutningen er allerede taget: Endrick vender retur til Real Madrid i slutningen af sæsonen. Det er bare en lejeaftale. Efter sæsonen bliver Endrick Real Madrid-spiller igen.

Selvom Endrick har skinnet i sin korte tid i Lyon, kom der dog også lidt malurt i bægeret i weekenden, hvor han præsterede at få gult kort efter to minutters spil og direkte rødt efter en time. Heldigvis vandt Lyon alligevel udekampen med 1-0 over Nantes, ligesom cheftræner Paulo Fonseca efter kampen tog Endrick i forsvar og opfordrede dommerstanden til at beskytte store talenter som ham bedre.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...