Optakt: Mallorca - Real Madrid, LaLiga, 30. spillerunde
En ørkesløs landsholdspause er omsider forbi og vi kan igen koncentrere os om det vigtige, nemlig klubfodbolden.
For Real Madrids vedkommende betyder det et eftermiddagsbesøg på ferieøen Mallorca, men det bliver alt andet end ferie for hovedstadsklubben, som jagter sin sjette sejr på stribe i forsøget på at indhente Barcelonas forspring på fire points.
Det bliver uden verdens bedste målmand og den mest formstærke spiller i truppen i øjeblikket, nemlig Fede Valverde. Til gengæld har Arbeloa næsten fuld bemanding i forsvaret og på midtbanen benyttede blandt andre Thiago Pitarch og Arda Güler landskampspausen til at bekræfte deres gode moment og deres tilstedeværelse kan blive vigtig i eftermiddag.
Real Madrid har også tirsdagens vigtige CL-hjemmekamp mod Bayern München i tankerne og derfor må man forvente lidt rotationer på holdet i løbet af kampen.
Men det bliver ikke nemt på Mallorca, for træner Demichelis er ikke tilhænger af at spare kræfter mod de store hold for så at give den fuld gas mod de lidt mindre hold, så han stiller med stærkeste mulige hold i dag, hvor man må undvære Asano og Jan Salas, men til gengæld har man Jan Virgili med igen. Og så har man Muriqi i front, som har stået for 18 af hjemmeholdets 34 mål og vejen til sejr mod Mallorca vil helt sikker gå gennem at få styr på den fysisk bomstærke angriber.
Mallorca henter hovedsageligt sine points hjemme og derfor er dette et af de vigtige opgør, hvis man skal væk fra den øjeblikkelige nedrykningsplads.
Der er kampstart kl. 16.15 og kampen vises på TV2 Sport X.
Real Madrids forventede hold: Lunin, Trent, Rüdiger, Huijsen, Carreras, Tchouaméni, Thiago, Camavinga, Arda Güler, Vinícius, Mbappé.

