Optakt: Ikke flere klicheer!

Vi skal stå sammen som hold! Der er stadig mange point at spille om! Vi kan stadig selv afgøre mesterskabet? Det har ikke manglet på selvtillidsindsprøjtende fraser i 2015, der indtil videre har udviklet sig til et fodboldmæssigt mareridt for Real Madrid.

Og det kan såmænd også være ganske fornuftigt at mane til besindighed efter nok en ræderlig præstation, men lad os ikke lægge flere mellemregninger ind.

Real ER i krise, KÆMPE krise endda! Senest udstillet mod de kongeblå fra Schalke 04, der ikke blot løb et halvmaraton mere end de hvidklædte statister.

Ved hjælp af intens fight, løbevillighed og tro på egne evner udspillede Roberto de Matteos tropper simpelthen sin italienske kollegas ditto overalt på Bernabeu.

Casillas så rystet ud, forsvaret var mildest talt elendigt, midtbanen virkede febrilsk og ude af stand til at gøre noget rigtigt med bolden og i angrebet levede kun Cristiano Ronaldo til hvervet i den hvide trøje.

Summa summarum er, at selvom det er svært at indrømme, så havde det langt fra været ufortjent, hvis Ruhr-drengene havde indløst billet til kvartfinalerne.

Sådan gik det heldigvis ikke og selvom det tog et par at komme over den surrealistiske oplevelse fra tirsdag aften, skal det nu også være tid til at se fremad. Fremad mod søndag aftens hjemmekamp mod, på papiret, overkommelige og nedrykningskandiderende Levante.

Gæsterne fra Valencia-forstaden ligger blot et enkelt point over stregen og kommer til den spanske hovedstad med en svingende formkurve. I den forgangne uge tog man tre vigtige point mod oprykkerne og en anden nedrykningskandidat Eibar, mens man ugen forinden led et svigende 4-2 nederlag mod den madrilenske arbejderklub Rayo Vallecano.

Holdets topscorer er spanske David Barral med seks mål for sæsonen, mens forsvaret nok også gør klogt i at holde et vågent øje med den nigerianske La Liga klassiker Kalu Uche, der tidligere har spillet en jokerrolle som sen indskifter.

Hos hjemmeholdet er der gode nyheder op til kampen. Således ventes det, at både Ramos og Modric gør comeback i startopstillingen. Forhåbentlig kan de være med til at skabe stabilitet i de bagerste rækker og ny kreativitet på midtbanen.

Derudover er der spekulationer i den madrilenske sportspresse om, at Ancelotti vil give Keylor Navas chancen mod sin gamle klub og dermed hvile Casillas frem mod næste uges El Clásico i Barcelona.

Sidst men ikke mindst ser det også ud til, at Toni Kroos langt om længe får lidt velfortjent hvile og i stedet vikarierer Lucas Silva på midtbanen.

I referatet for hjemmekampen mod Sevilla i februar indledtes med, at det var tid til at skyde brystet frem og vise hvorfor man er udvalgt til at spille i den hvide trøje. Nødvendigheden af dette er bestemt ikke blevet mindre siden.

Der er kickoff i aften kl. 21 på 6'eren og aftenens dommer er Pedro Perez

Real Madrids forventede opstilling: Navas – Carvajal – Pepe – Ramos – Marcelo –Modric – Silva – Isco – Bale –Benzema - Ronaldo

Seneste artikler...