Real Madrid fortsætter sin march

Kritikerne af Rafa Benítez og Real Madrid har efterhånden svære kår efter at holdet leverede en ny overbevisende indsats og slog Celta Vigo med 1-3 i et medrivende topopgør i verdens stærkeste liga.

 

Vel er der stadig plads til forbedringer, men overordnet set vidner dagens sejr til det skadesplagede Real Madrid-mandskab om, at der er tilført en vigtig dimension til holdet, nemlig disciplin. Holdet mødte fuldt koncentrerede op til opgøret mod La Liga-sensationen og man skulle da også blot bruge otte minutter på at bringe sig på rette vej, da Cristiano Ronaldo udnyttede Lucas Vázquez´ gode forarbejde til at bringe Real Madrid foran. Mens dagens optakt snakkede om andre portugisiske kødboller på suppen for Cristiano Ronaldo, som ikke har leveret på samme imponerende niveau som tidligere, så blev dagens scoring da også blot en lidt fesen omgang tapas fra en beverding omkring Plaza Mayor, for portugiseren var resten af kampen uskarp.

 

Det er ikke uden grund, at Celta har fået spillet sig ind i toppen, for holdet har en særdeles frisk tilgang til tingene og Real Madrid kan takke en nok engang velspillende Keylor Navas for at man forblev på den sejrskurs, som Danilo forstærkede midt i første halvleg, da han scorede til pausestillingen 0-2.

 

Straks i anden halvleg modtog Celta-forsvareren Cabral sit andet gule kort for brok og så lignede det en ren formsag at køre de tre points hjem til Madrid, men modgang gør stærk og Celta satte en stor offensiv ind, som godt kunne have kastet mere af sig end Nolitos sene reduceringsmål, som i øvrigt var en ren perle af et mål. Det blev dog Real Madrid, som sluttede festen af med Marcelos overtids-scoring og dermed er Real Madrid nu eneste ubesejrede hold i La Liga.

 

Kampfakta:

Celta - Real Madrid 1-3 (0-2)

0-1 Cristiano Ronaldo (7.)

0-2 Danilo (20.)

1-2 Nolito (85.)

1-3 Marcelo (90.)

Tilskuere: 26.000

 

Dommer: Clos Gómez.

 

Gule kort: Cabral, Fernández, Aspas, Nolito (Celta).

Røde kort: Cabral (Celta).

 

Kampens spiller: Keylor Navas. Det er titler værd at have en målmand, som tager både det mulige og det umulige.

Kampens badebold: Cristiano Ronaldo. Det bider desværre lidt hårdt at have vænnet folk til et ekstremt højt niveau.

Kampens detalje: At to backs får scoret på Rafa Benítez´ såkaldt defensive hold. Det er på tide, at kritikerne får gravet dybere i posen med argumenterne mod Rafa Benítez.

Seneste artikler...