Zidane: Cristiano Ronaldo og Gareth Bale bliver her
Zinedine Zidane er blevet interviewet i ShortList og her afviser han klart, at Cristiano Ronaldo og Gareth Bale er til salg, selv om rygtebørsen har haft travlt med at afhænde dem i løbet af sommeren.
Om Cristiano Ronaldo siger Zidane:
- Han har været verdens bedste i de seneste år og han ved, at han er den bedste. Det betyder ikke, at han ikke arbejder hårdt eller at han ikke ønsker at forbedre sig, men han har den selvtillid, som det giver at vide hvor god man er. Cristiano er ikke til salg.
Zidane er også fuld af lovord om Gareth Bale:
- Selvfølgelig vil andre klubber have Gareth, for han er en af de bedste spillere i verden. Men Bale, hans agent og vi har gjort det klart: Hans fremtid er i Real Madrid. Vi køber de bedste spillere, vi sælger dem ikke.
Endelig fortalte Zidane også om målene for denne sæson:
- Målet er, som hvert eneste år, at vinde alle titler, især og som altid Champions League.
