Optakt: Oprejsningens time

Benzema er tilbage, forhåbentlig viser han et højere niveau end tilfældet var i lørdags.

Det er en klub og et hold rystet helt ind til benet, som i aften skal forsøge at hente en sejr på udebane imod ukrainske Shakhtar Donetsk i Champions League. Efter lørdagens 0-4 nedsabling på Estadio Santiago Bernabeu, skal Real Madrid forsøge at bruge aftenens kamp til igen at kigge fremad og finde et positivt fokus.

Kampen i sig selv er uden den store betydning for gæsterne fra den spanske hovedstad. Selvom det skulle blive til et nederlag i det ukrainske, skal Kongeklubben blot slå Malmö FF i sidste runde for at sikre sig videre avancement som 1’er fra årets gruppespil. Derfor er det mere et spørgsmål om stolthed og oprejsning, når man i aften går på banen.

Hos ’hjemmeholdet’ Shakhtar Donetsk er det en anden sag. Med en sejr i aften og pointtab til Paris SG i Malmö vil man fortsat være i live i turneringen, hvorfor motivationen må forventes at være noget bedre. Kampen spilles på grund af den ukrainske borgerkrig dog hele 15 timers kørsel fra Donetsk på Arena Lviv i den vestlige del af landet. Derfor er rejsen og vejret heller ikke så store en modstander, som det ellers ofte er i Østeuropa på denne tid af året.

Defensivt er den pressede træner Rafa Benitez uden mange muligheder, da både Sergio Ramos og Marcelo er meldt ude af opgøret. Offensivt er der dog anderledes mange muligheder for den spanske træner, hvilket forhåbentlig giver mulighed for at spille noget mere fremadrettet fodbold, end man har gjort i de seneste måneder, hvor man i de fleste tilfælde har været hårdt ramt af skader.

Hos Shakhtar mangler man også to spillere, nemlig Olexandr Kucher og Darijo Srna, hvor særligt sidstnævntes trussel offensivt fra backpositionen og de mange gode indlæg vil blive savnet for holdet. Foruden de to kan holdet dog stille i stærkeste opstilling.

Aftenens referat udgår på Madridista.dk, da ingen skribenter har mulighed for både at streame kampen og notere ned undervejs. Så en fyldig gennemgang af kampen må blive gennem vores altid herlige brugere på forum efterfølgende.

Real Madrids forventede hold: Navas; Carvajal, Pepe, Varane, Nacho; Casemiro, Kroos, Modric; Bale, Benzema, Cristiano Ronaldo

Seneste artikler...