Op til El Derbi er det blevet tid til et nyt historisk tilbageblik og denne gang skal vi tilbage til 1989, hvor Real Madrid i en sidste-øjebliks handling forhindrede, at legendariske Fernando Hierro skiftede til Atlético Madrid.

Den 17. juni 1989 blev en modvillig Fernando Hierro fremvist med Atlético Madrid-trøjen på Estadio Vicente Calderón.

Forud var gået et forløb, hvor Fernando Hierros hidtidige klub, Valladolid, havde forhandlet med Atlético Madrid bag den unge midtbanespillers (det var han på det tidspunkt, red.) ryg. Klubberne var blevet enige om en pris på 150 millioner pesetas, svarende til 900.000 € og en årsløn på 25 millioner pesetas, svarende til 150.000 €. Samtidig skulle Fernando Hierro fortsætte endnu en sæson i Valladolid på en lejeaftale.

Fernando Hierro var mildest talt misfornøjet og ved præsentationen sagde han da også:

- Det har været ret uheldigt. I går talte jeg med præsidenten (Valladolids, red.) og han fortalte mig ikke noget om et salg. Og da jeg kom for at hilse på mine holdkammerater, kunne de fortælle mig, at jeg fra 1990 bliver Atlético Madrid-spiller.

Og han fortsatte:

- Ja, jeg har følt mig lidt som en vare. Jeg bliver nødt til at snakke med Miguel Ángel (Valladolids præsident, red.), så han kan forklare mig detaljerne om forhandlingerne.

Fernando Hierro var nemlig klar over, at Real Madrid havde fremlagt et økonomisk mere rentabelt bud på spilleren og i sidste ende måtte Valladolid da også acceptere et salg til Real Madrid.

På denne tid var Jesús Gil y Gil og Ramón Mendoza præsidenter for de to klubber og de havde en indbyrdes kamp om at tækkes egne medlemmer ved at genere modparten. Ramón Mendoza gjorde det ved at købe spillere, som var på Atlético Madrids liste over interessante spiller og samme sommer som ovenstående fik man også hentet Luis Milla, der forinden var meldt tæt på Atlético Madrid. Real Madrid måtte dog betale en kompensation på 10 millioner € til Atlético Madrid for at få Barcelona-spilleren.

Det fik Jesús Gil y Gil til at få fremstillet flere tusinde ure (nogle taler om mere end 70.000 stk., red.) med Atlético Madrids logo og teksten: ”Gave fra Don Ramón”.

Herefter fik Atlético Madrids medlemmer tilsendt en gavecheck med følgende påskrift:

- Gavekort til indløsning af ur med mærket ”Racer”. En gave fra Don Ramón. Kan afhentes på klubbens kontorer på Estadio Vicente Calderón i dagene fra den 17. til den 30. september 1990 (kun på arbejdsdage). Tidspunkt fra 10:00 til 13:30 og fra 17:00 til 19:30.

Uret fra den gang sælges i dag på hjemmesiden Milanuncios for 150 €.

En fnysende arrig Don Santiago Bernabéu fortæller sine spillere, at de skal tage sig sammen i Wien.

Vi skal 60 år tilbage i tiden til den 14. november 1956, hvor Real Madrid var på besøg i Wien til opgøret mod Rapid i mesterholdenes turnering. Her fødtes begrebet “Santiaguina”, som henviser til en skideballe fra Real Madrids legendariske præsident, Don Santiago Bernabéu.

Real Madrid havde vundet første udgave af den nye turnering, hvilket gav retten til at forsvare titlen, selv om de ikke var blevet spanske mestre og første runde bød på opgøret mod det østrigske hold, som på den tid var et stærkt mandskab med navnkundige folk som Happel og Hanappi som omdrejningspunkter.

Real Madrid havde vundet den første kamp i Madrid med 4-2, men man fik en skrækkelig start på returkampen, da forsvareren Oliva brækkede benet efter blot fem minutter og knap et kvarter senere slog målmand Alonso hånden alvorligt i et fald (det viste sig efterfølgende at hånden var brækket), men han fortsatte kampen. Kort forinden var Rapid Wien kommet foran med 1-0 efter et frispark fra Happel, som også lavede to mål lige inden pausen.

Det var derfor en flok slukørede Real Madrid-spillere, som gik i omklædningsrummet bagud med 3-0, men der havde de ikke siddet ret længe, før døren blev revet op af en rasende Don Santiago Bernabéu, som tog sin hat af og hamrede den ind i væggen, inden han vendte sig mod spillerne og råbte:

- Tøser! Hvad sidder I her og tuder for. Jeg skammer mig over at se jer, men det var mere skamfuldt for mig at se jer derude på banen. Ved I, hvor mange spanske arbejdere, som er her i dag, ved I hvor mange, der er kommet langvejs fra, ved I at i morgen vil de blive drillet, ved I hvor meget de knokler for at få Spanien på benene. I er for uværdige til dette! Tøser!

Der var stille i omklædningsrummet, indtil Zárraga formastede sig til at tage ordet på spillernes vegne:

- Don Santiago.....jeg synes ikke, at du er retfærdig.........vi gør hvad vi kan....

Real Madrid-præsidenten kiggede olmt på ham og svarede:

- Du skal holde din kæft, det drejer sig ikke om dig. Hvis I har nogen som helst skam i livet, så går I på banen og viser jer som mænd og I skal ikke igen gøre mig skamfuld over jer.

Herefter tog han sin hat, hamrede den ind i væggen igen, inden han knaldede døren i efter sig, så den nær var gået løs af hængslerne.

Spillerne kiggede på hinanden og tog udfordringen op. Med en skadet målmand var de reelt kun 10 mand på banen, men de knoklede for sagen og beskyttede ham, når der var behov for det og efter et kvarter fik Alfredo di Stéfano reduceret og selv om Rapid Wien pressede på, blev der ikke scoret mere.

Dengang spillede man ikke med, at udebanemål tæller dobbelt og derfor skulle der spilles en ny kamp. Real Madrids legendariske Raimundo Saporta fik forhandlet en aftale på plads med Rapid Wien om, at den skulle spilles i Madrid mod at den østrigske klub fik alle pengene fra billetsalget og det opgør blev vundet med 2-0 af Real Madrid på scoringer fra Joseíto (2.) og Raymond Kopa (24.).

Det førte til, at Real Madrid senere vandt sin anden mesterholds-turnering af i alt fem på stribe. Alt sammen takket være “Santiaguina”......

I dag er det 19 år siden, at Pablo Hernández Coronado afgik ved døden, blot en måned før han ville være fyldt 100 år.

Der er nok ikke ret mange, som kender denne mand, men han var faktisk en af arkitekterne bag det første ”store Real Madrid-hold”, som man skabte i 1930erne med købene af daværende Galácticos som Zamora, Ciriaco, Quincoces, Regueiro-brødrene og angriberen Olivares. Dengang som nu var der en voldsom debat mellem brugen af dyrt indkøbte stjerner og egne talenter (kendt som Cantera o Cartera) og Pablo Hernández Coronado var tilhænger af, at man forsøgte at mikse de to former.

Han indledte selv sin karriere som spiller, nærmere betegnet målmand i først Club Stadium, siden Gimnástica og til sidst i Real Madrid og han blev en af de mest betydningsfulde mænd i udviklingen af fodbolden i Spanien. Han var særdeles belæst og studerede både medicin, ingeniør og handel, men fodbold var altid i forreste række.

Han blev forudtaget til De olympiske Lege i Antwerpen, men blev til sidst overhalet af legendariske Zamora og Eizaguirre. Efter endt fodbold-karriere blev han både træner og dommer, endda en af de mest berømte af slagsen.

Under den spanske borgerkrig var han en af de få personer, som ikke var tvunget til at flygte fra den spanske hovedstad (i modsætning til eksempelvis Zamora) og som teknisk sekretær i Real Madrid samarbejdede han med det nye styre for at få klubben til at fungere bedst muligt under de svære vilkår.

I det retslige efterspil efter den spanske borgerkrig var han en af de få, som slap for en dom, fordi alle var enige om, at han kun havde handlet ud fra sportslige synspunkter. Han var samtidig særdeles afholdt og havde mange venner. Han fortsatte derfor i klubben i nogle år, indtil en tvist med Don Santiago Bernabéu tvang ham til at forlade Real Madrid. Inden da havde han nået at søsætte initiativer som at give klubbens spillere trøjenumre (Real Madrid var den første klub i Spanien til at gøre dette) og til at eksperimentere med forskellige holdopstillinger, en på hjemmebane og en på udebane.

Pablo Hernández Coronado nåede også at være landstræner i to perioder. I den første periode blev han kendt for på forhånd at frygte naboerne fra Portugal med udtalelsen inden kampen: ”Det ser ud til, at jeg får æren af at blive den første landstræner, som taber mod Portugal”.

I hans anden periode som landstræner deltog Spanien i VM i Chile og her blev han voldsomt kritiseret for at have udtaget flere aldrende udenlandske stjerner, som var blevet nationaliseret, heriblandt Alfredo di Stéfano, Eulogio Martínez, Ferenc Puskas og Santamaría.

Men hans forhold til journalister var aldrig specielt hjerteligt og han blev også kendt for udtalelsen: ”For at skrive om fodbold behøver man kun to ting: At være gode venner med redaktøren og ikke at have andet at lave”.