Dyr nedtur for Real Madrid Castilla

Tingene spidser til for Real Madrid Castilla i Primera RFEF gruppe 1, hvor man har tabt tre af de seneste fire kampe og nu sandsynligvis skal gennem en meget hård playoff-turnering for at sikre sig oprykning til næstbedste række i Spanien.

Raúls tropper havde ellers længe gang i en rigtig flot sæson, hvor man var meget svære at slå og i de første 32 runder havde man kun tabt fire kampe.

Og der er flere grunde til, at det er gået galt. Man har mistet den defensive sikkerhed, som man indledte sæsonen med og modstanderne kommer nu meget lettere frem til chancer. Herudover er flere af spillerne faldet i niveau, efterhånden som presset er steget omkring dem i en hektisk sæson-afslutning.

Og så er Estadio Alfredo di Stéfano ikke længere et uindtageligt fort. Efter 13 sejre i træk på hjemmebanen har man i de seneste fem kampe kun fået to sejre, mens man har spillet en enkelt uafgjort og tabt to.

Der resterer to runder og her skal Real Madrid Castilla møde Fuenlabrada hjemme og Algeciras ude. Real Madrid Castilla er pt. på tredjepladsen med 4 points op til Racing de Ferrol.

Seneste artikler...