Real Madrid Castilla måtte nøjes med uafgjort

Real Madrid Castilla er fortsat på nedrykningspladserne i Primera Federación gruppe 2 efter 1-1 hjemme mod Betis i går.

Kampen var rykket fra Estadio Alfredo di Stéfano til bane nr. 7 i Valdebebas og det havde 1200 tilskuere fundet vej til. De blev vidner til et velspillende Castilla-mandskab, som i store dele af kampen kontrollerede opgøret, men det stod også klart, at holdet fortsat mangler en målræv, som kan udnytte de chancer, som holdet skaber.

Her kom især Gonzalo frem til en del, men selv fra 11 meter-pletten var han uskarp og derfor lignede det længe en nul-løsning mellem filialmandskaberne. Syv minutter før tid var indskiftede Loren dog manden, som endelig fik hul på bylden og bragte Raúls tropper foran.

Glæden varede dog kun kort, idet Destiny udlignede med et pragtmål blot fire minutter senere og dermed måtte Castilla-mandskabet tage til takke med at fordoble pointhøsten i denne sæson, frem for at firdoble den.

Real Madrid Castilla: Fran González; David Jiménez (73' Cuenca), Loren, Asencio, Ribes, Youssef (73' Pol Fortuny); Chema; Víctor Muñoz, Campos, De Llanos (62' L. Zúñiga); Gonzalo.

Seneste artikler...