Real Madrid indleder med sejr i Youth League
Et flot mål af Yáñez sikrede Arbeloas unge tropper tre velfortjente point mod Stuttgart. Real Madrid var overlegne fra start til slut, og kunne have vundet endnu større.
Dominansen begyndte fra første fløjt, og den første store chance faldt til backen Liberto, som fik sit skud inde i feltet reddet efter otte minutter. Kort efter driblede Fortea flot forbi sin direkte modstander ude på højrekanten, og fandt Yáñez, hvis skud desværre ramte stolpen.
Efter en halv times tog Yáñez dog sagen i egen hånd, og i klassisk Robben-stil, trak ind fra højrekanten og sendte et kraftfuldt skud op i modsatte krog til 1-0. Real Madrid fortsatte med at trykke på, men blev gang på gang afvist af Hellstern inde på Stuttgarts mål, som stod en flot kamp. Efter pausen faldt kampens tempo en smule, og Arbeloas mandskab fik fortjent tre point med videre fra deres første Youth League-kamp.

