Madridista

 
 

Gonzalo mål-amok i Real Madrid Castillas storsejr over Mérida

Real Madrid Castilla fik endelig prikket hul på målbylden i weekenden, hvor Mérida blev sendt hjem fra Estadio Alfredo di Stéfano med et nederlag på hele 6-0.

Særligt én spiller var i fokus i denne kamp, nemlig Gonzalo som scorede fire mål i kampen.

Allerførst skulle han dog brænde et forsøg fra 11 meter-pletten efter ti minutters spil. Det blev dog en stakket frist for Mérida, som to minutter senere blev reduceret til ti mand, da Pareja væltede Víctor Muñoz, som ellers havde frit løb mod mål.

Med en mand i overtal tog Real Madrid Castilla fuldstændig styring over kampen, men man skulle helt frem til det 36. minut for at få den første scoring, som Gonzalo satte ind tæt under mål. Og angriberen var også på plads lige inden pausen, da han øgede til 2-0 med et flot langskud.

Straks i anden halvleg kom Real Madrid Castilla på 3-0, da Pol Fortuny udplacerede Juanpa i Mérida-målet, mens Gonzalo nåede sit hattrick seks minutter senere efter oplæg fra netop Pol Fortuny.

Ribes ville også være med i mål-orgiet og han satte sin scoring ind efter 71 minutters spil, mens Gonzalo fik lov til at lukke festen med fem minutter igen med sin fjerde scoring i kampen.

Gonzalo har nu scoret 14 mål i rækken og han er kommet på måltavlen i de seneste seks opgør.

Real Madrid Castilla: Fran González, Chema, Gonzalo, Víctor Muñoz, Antonio David, Loren Zúñiga (David Ruíz, 25’), D. Jiménez (Loren Aguado, 83’), Youssef, Pol Fortuny (Yáñez, 73’), Ribes (Diego Aguado, 73’) og Mario Rivas.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...