Real Madrid Castilla reddes måske fra nedrykning

Real Madrid Castilla får måske alligevel en sæson mere i Liga Adelante.

Det sker fordi Real Murcia og Real Zaragoza har så meget rod i økonomien, at de er i overhængende fare for at blive tvangsnedrykket. Det har de nu godt en måned til at få rådet bod på, melder LFPs præsident Javier Tebas:

- Der er to klubber i en alvorlig situation. Lige nu bekymrer vi os især om Murcia og Zaragoza. Zaragoza har en gæld på 100 millioner € og Murcias gæld er på 45 millioner €. De er i risiko for administrativ nedrykning, hvis de ikke opfylder deres økonomiske forpligtigelser inden den 30. juli.

Hvis begge klubber tvangsnedrykkes, får Mirandés og Real Madrid Castilla en sæson mere i Liga Adelante, fordi de sluttede lige under nedrykningsstregen som henholdsvis nr. 19 og 20.

Netop Murcia blev reddet fra nedrykning sidste sæson, fordi Guadalajara blev tvangsnedrykket.

Såfremt Real Madrid Castilla får lov til at blive i Liga Adelante, får det også betydning for Real Madrid C, som så ikke behøver at blive tvangsnedrykket fra La Segunda B til La Tercera División.

Seneste artikler...