13 Real Madrid Femenino-spillere til landsholdstjeneste

Der er landsholdspause i kvindefodbolden, og for Real Madrids vedkommende skal 13 spillere i aktion i den kommende periode.
For Spanien drejer det sig om keeperen Misa Rodríguez, midtbanespillerne Maite Oroz og Teresa Abelleira, backerne Olga Carmona og Oihane Hernández samt kantspilleren Athenea del Castillo. De seks spillere skal i aktion i semifinalen i Nations League imod Holland samt ud i en eventuel finale efterfølgende mod Frankrig eller Tyskland. Netop Frankrig har også en Real Madrid-spiller med i form af midtbanespilleren Sandie Toletti. Naomie Feller er også med for Frankrig, men her gælder det U23-holdet til en venskabskamp imod Belgien.
Derudover er samtlige danskere med på landsholdet i denne omgang, idét Sofie Svava, Caroline Møller Hansen og Signe Bruun alle er med, når der skal spilles landskamp mod Østrig.
Uden for Europa har Australien kantspilleren Hayley Raso med, når de skal forsøge at kvalificere sig til OL. For Colombia gælder det tre kampe til Gold Cup, og de har naturligvis supertalentet Linda Caicedo med på holdet.
