Alberto Toril før El Clásico: Vi er fulde af håb
Real Madrid Femenino klarede sig videre til Den Spanske Super Cup-finale med en 3-2-sejr over Real Sociedad, og derfor har man søndag muligheden for at hente det første trofæ i klubbens kvindeholds historie.
Det bliver dog mere end bare almindeligt svært, da det, naturligvis, er Barcelona, der er modstanderen. Om den forestående opgave udtalte cheftræner Alberto Toril:
- Det er en smuk kamp for tilskuerne. Smuk for os, fordi vi skal konkurrere, det er en finale. Vi har ikke spillet mange, så vi vil nyde den og forsøge at spille en god kamp. Vi er fulde af håb og har lysten til at gøre det godt. Jeg tror, vi har kapaciteten, og det vil sandsynligvis blive et flot skue.
Torils nuværende hold er formentlig det bedste i historien for Real Madrids kvindehold. Det skyldes i høj grad sommerens transfervindue, hvor der blev hentet en række stærke navne, samtidig med at man fik hævet gennemsnitsniveauet ved at sige farvel til en håndfuld perifere spillere, men ifølge Toril handler forbedringerne i høj grad også om det daglige arbejde:
- Vores forbedring afhænger også af den mentale del, at blive mere konkurrencedygtige hver dag. Det synes jeg, at vi er på denne rejse, vi har været på i fire-fem år.
- Vores forbedring er vigtig, og resultaterne viser det også. Vi er på rette vej. Når vi har meget stærke eller konkurrencedygtige modstandere, forsøger vi at ramme vores niveau i alle henseender. Med Barca har der været mange kampe, hvor vi har klaret os virkelig godt, og andre hvor det ikke har været så godt. Vi er ivrige efter at gøre det godt, og vi er forberedte. Vi har forsøgt at restituere spillerne godt, og vi har den rette energi. I morgen vil vi helt sikkert gøre det svært for dem.
Real Madrids skotske stjernespiller Caroline Weir fik også lejligheden til at udtale sig om kampen:
- I morgen har vi en meget vigtig kamp, og jeg er meget spændt. Det er første gang i en Supercup-finale, og jeg vil vinde. Vi er klar og spændte. Jeg er meget glad for dette hold, det er en stor kamp og en god mulighed for at vinde den første titel med denne klub. For mig er det det vigtigste. Med hensyn til skaden (som hun var ude med i hele sidste sæson, red.) føler jeg mig godt tilpas. Jeg er glad for at være tilbage med holdet og spille store kampe. Det vigtigste er at gøre mit bedste.

